Porsche havde den hurtigste GTLM-bil i kvalifikationen, og løbet på Road America pillede da heller ikke ved, at Porsche har særdeles gode kort på hånden i TUDOR United Sportscar Championship for tiden. Kort, som Porsche North America efter en dramatisk afslutning på det to timer og 40 minutter lange løb kunne veksle til en ganske dominerende 1-2-sejr med Nick Tandy og Patrick Pilet først over stregen.

Umiddelbart dårlige nyheder for Jan Magnussen og Corvette Racing, der fra 2. startposition ellers lå fint til at køre vigtige point på mesterskabskontoen. Men så alligevel – trods dækproblemer lykkedes det alligevel at hive en fjerdeplads med hjem fra Road America – en fjerdeplads, der blev ganske vigtig, eftersom de nærmeste udfordrere i den samlede stilling, BMW-teamet Team RLLs bil med nummer 25, blev nummer fem. Dermed fører Jan Magnussen og holdkammerat Antonio Garcia fortsat – nu med 217 point mod Bill Auberlen og Dirk Werners 213 point på 3. pladsen.

Fra starten af løbet var duellerne som altid supertætte, og Antonio Garcia meldte straks, at bilen gik helt som den skulle. Men sidenhen opstod mindre problemer, der endte med at koste muligheden for podiet. Derfor skiftede Corvette Racing taktik, og ventespillet endte med at fungere til sidst, forklarer Jan Magnussen:

– Kampen er hård, og med tre løb tilbage af mesterskabet tæller hvert eneste point. Bilen kørte perfekt til at begynde med, men så begyndte dækkene at samle ting op fra banen. Jeg er ikke sikker på hvorfor, og det er uden tvivl noget, vi skal have undersøgt til næste løb, forklarer Jan Magnussen på sit eget website.

Med de tidlige dækproblemer skiftede Corvette Racing også kører tidligere end de andre teams. Dermed fik Jan Magnussen allerede rattet efter det første pitstop, og kunne levere bilen tilbage mod slutningen. Her kunne Antonio Garcia fuldføre strategien på friske dæk og bringe bilen op fra 8. pladsen til 4. pladsen i løbet af blot 42 minutter.

 

– Vi kunne tydeligvis ikke vinde i dag, men en klog taktik sikrede os alligevel en 4. plads. Ganske enkelt suveræn indsats af Antonio og hele teamet, siger Jan Magnussen og tilføjer:
– Vi fører nu mesterskabet med et lidt større forspring end efter sidste løb, så det kan man bestemt ikke klage over.