Den hobrogensiske Britcar- og Citroën DS3 Cup-kører Jacob Mathiassen ligger godt til i den britiske serie Britcar Endurance Championship efter seriens anden afdeling.
Den fandt sted på østengelske Snetterton Park, hvor Mathiassen med sin holdkammerat Steve Fresle og Team Century Motorsport kunne tage en andenplads i klassen og en samlet femteplads. Det har samlet givet makkerparret så mange point, at Jacob Mathiassen og Steve Fresle nu fører Britcar Endurance Championship med 45 point foran forfølgernes 44.
Pointene på Snetterton kom i hus efter et meget varmt løb, og da Snetterton samtidigt stiller store krav til kørerens fysik, var det en udfordring for Mathiassen:
– Det var et rigtig hårdt løb. Med temperaturer omkring 55 grader inde i bilen var det virkelig en udfordring. Snetterton er en ret krævende bane med mange forskellige svingkombinationer, men hele tiden var vi på pace med de hurtigste i klassen. Nu er vi mesterskabsførende samlet – det er jo helt surrealistisk!, siger han.
Han fortsætter:
– Selvom vi har sprunget en afdeling over i Citroën DS3 Cup grundet løbet i England, er chancerne også intakte her. Jeg er nummer fem samlet med kun 14 point op til nummer 1, og der er endnu 200 point at køre om.
I den danske serie blev det senest til pole position og dobbelt sejr ved Åbningsløbet på Jyllandsringen.