Nu skal vi til et af de klassiske rallies i årets IRC-kalender. IRC-serien er kun få år gammel, men flere af de rallies, som indgår i kalenderen har alligevel så stor en tradition bag sig, at de må regnes som klassikere. Sådan er Rally Monte Carlo, som indledte sæsonen, men også det belgiske Ypres Rally som køres i den kommende week-end falder indenfor denne kategori.

Et hastigt kig på prøveskitserne til Ypres Rally kan godt få en til at undre sig lidt over, hvorfor rallyet regnes for noget særligt. Det er et rent asfaltrally og prøverne kan godt se noget kedelige ud. Lige stræk brudt op af 90 graders sving. Hvor spændende er det?

Udfordringen i Ypres Rally ligger i selve vejene. Man kan ikke ligefrem sige, at det er vedligehold af veje, som belaster den belgiske statskasse, så de småveje, som bruges til rallyet er som oftest ikke i den bedste stand. De er sine steder meget smalle og fyldt med revner og huller og er i det hele taget meget ujævne. Ved siden af vejen er der typisk en meget dyb grøft, så selv en lille afkørsel kan let blive dyr. Læg så der oveni at vejrliget i denne egn af belgien ofte er meget uforudsigeligt og der begynder at danne sig et rally, som stiller store krav til kørerne.

Rally Ypres er Kris Meekes (Peugeot) store chance for at bringe sig tilbage i mesterskabskampen. Det er fordi, han sidste år vandt rallyet til trods for, at det var første gang, han kørte der – og også fordi den mesterskabsførende Juho Hanninen (Skoda) formentlig vil føle sig knap så godt tilpas på de belgiske asfaltveje, selv om han på Gran Canaria (billedet) viste store fremskridt på det hårde underlag.

Skoda er som sædvanligt også repræsenteret af Jan Kopecky, som kommer frisk fra en sejr i et italiensk mesterskabsrally – også med asfalt som underlag. Britiske Guy Wilks kommer ikke til start. Hans ryg er stadig ikke klar efter hans afkørsel i Rally Sardinien. Men til gengæld dukker et andet stærkt kort op i en Skoda: Freddy Loix! Loix har vundet Ypres Rally 5 gange tidligere og sidste år kæmpede han tæt med Meeke indtil de allersidste prøver.

Der er massevis af andre kørere tilmeldt. Hele 25 Super 2000 biler er på startlisten og dermed er de mange, mange tilskuere – heraf traditionelt også en del danske – som flokkes omkring prøverne sikret en masse at kigge på. Rallyet begynder fredag eftermiddag og er relativt hurtigt overstået, idet det slutter 19 hastighedsprøver senere lørdag aften på det store torv midt i Ypres.

Foto: IRC