IRC-mesterskabet er nu i praksis en kamp imellem to kørere – Jan Kopecky og Kris Meeke. Men især Meeke spillede ikke nogen hovedrolle i det spanske IRC-rally.
På de første prøver var både Kopecky og Meeke sat noget i skyggen af andre kørere. Det var især lokalhelten, Alberto Hevia, i Skoda Fabia S2000, som absolut ikke vil skubbes til side af sine internationale konkurrenter, men Giandomenico Basso (Abarth) kæmpede også hårdt for at holde sin mesterskabschance i live og Nicolas Vouilloz (Peugeot) var også inde med et bud på sejren.
Sidst på den første dag var Jan Kopecky dog agterlanternen i en lille førergruppe på 3 kørere, som lå indenfor 10 sekunder: Basso, Hevia og Kopecky. Alle de øvrige var sat over 2 minutter tilbage, hvilket især var et slag for Kris Meeke, som nu ikke så ud til at have store chancer for en god pointhøst. Meeke var blevet ramt af en punktering på prøve 4 og mistede omkring 3 minutter.
Andendagen skulle dog vende helt rundt på situationen. Lokale Hevia faldt lidt ned bag Basso og Kopecky og pludselig var Kopecky i front da Giandomenico Basso satte ikke mindre end 7 minutter til på et spin. Der skete ikke noget med bilen, men Basso kunne ikke få den i bakgear og da der ikke var nogen tilskuere på stedet, måtte han og andenkører, Mitia Dotta, selv kæmpe med at få bilen skubbet i den rigtige retning igen.
Alt dette var også til gavn for Meeke, som fik endnu en placering foræret senere, da Alberto Hevia punkterede og mistede flere minutter. Endelig fik den anden placerede Nicolas Voullioz efter at være kommet i mål en tidsstraf for en forseelse i serviceområdet. Dette skubbede også ham ned bag Kris Meeke, som pludselig kunne se sig selv på andenpladsen – placeringsmæssigt lige bag Jan Kopecky, selv om han var 2 minutter og 46 sekunder bagefter.
Kris Meeke beholder derfor føringen i mesterskabet, men kun med 1 point foran Jan Kopecky. Kun Freddy Loix kan endnu nå de to kørere, men det må siges at være rent teoretisk. Han er 18 point efter Meeke, så han skal i praksis vinde begge de sidste løb uden hverken Meeke eller Kopecky laver mere end et par point. Ikke særlig realistisk med den form de to viser lige i øjeblikket.
Foto: IRC



