Kris Meeke sluttede sin IRC-mesterskabssæson af med stil, da han tog endnu en sejr i årets sidste rally i Skotland.

Rallyet blev hurtigt til en duel imellem Meeke og Guy Wilks, som for første gang kørte i en Skoda Fabia. De to unge løver, Adam Gould og Keith Cronin var begge ude af rallyet efter få prøver efter en strøm af små afkørsler, spins og tekniske uheld, og Alister McRae kunne kun i glimt vise et tempo i sin Proton, der var hurtigt nok til at følge de to førende. Det var ikke nok for ham og han endte over 3 minutter efter Meeke og Wilks – men dog på en 3. plads.

Der blev kæmpet om føringen til det sidste, men den sidste prøve fredag aften var særdeles afgørende. På de enkelte prøver var det generelt kun få sekunder, som skilte Meeke og Wilks, men i mørket fredag aften lykkedes det for Kris Meeke at rykke over 15 sekunder fra på bare én prøve. Det var en slag, som Guy Wilks aldrig overvandt, selv om de to herefter stadig skiftedes til at vinde prøver med få sekunder foran den anden.

Allersidste hastighedsprøve var på hele 33 kilometer og med kun 20 sekunder imellem de to førende, var der stadig rigeligt at kæmpe for. Men det hele sluttede i lidt af et antiklimaks, da både McRae, Wilks og Meeke måtte standse på prøven fordi en forankørende var kørt galt og spærrede vejen. Prøven blev derfor annulleret og stillingen inden sidste prøve blev dermed også den endelige stilling.

Da ingen af de øvrige mesterskabskandidater i IRC stillede til start i den sidste afdeling og Kris Meeke her tog endnu en sejr, så blev det i slutstillingen til et meget overbevisende mesterskab foran Jan Kopecky fra Tjekkiet på andenpladsen. Belgiske Freddy Loix tog sig af tredjepladsen. Blandt konstruktørerne vandt Peugeot foran Skoda.