I modsætning til WRC har der endnu ikke udskilt sig en klar mesterskabsfavorit i årets IRC-mesterskab. 3 kørere ligger forud for 5. afdeling på den italienske ø, Sardinien, indenfor 7 point og de er skarpt forfulgt af den regerende mester, Kris Meeke (billedet), som ikke har fået den bedste start på sæsonen. På Sardinien får de faste IRC-kørere oven i købet selskab af Sebastien Ogier, som kommer frisk fra sin første WRC-sejr i Portugal.
Og Ogier kunne flere af IRC-kørerne nok godt undvære. Selv om han ikke deltager fast i IRC kæmper han nemlig med om pointene – ganske som Mikko Hirvonen scorede 10 point for sin sejr i Monte Carlo Rally – og han må helt klart regnes blandt favoritterne. Især efter sin præstation i Portugal. Men der er også en lille detalje ved Ogiers deltagelse, som man ikke må overse. Ifølge pressemeddelelserne forud for rallyet er Ogier, som kører en Peugeot 207 S2000, til stede for at hjælpe Kris Meeke med at få sin sæson på ret køl igen. Det kunne meget vel betyde, at hvis Meeke kan køre fra de øvrige IRC-deltagere, så bliver Ogiers plads på resultatlisten lige bag Meeke for at presse point fra konkurrenterne. En ikke utænkelig situation, for Meeke har ikke manglet tempo i år, men han har været ramt af mange uheld, som har sat ham tilbage.
Det bliver især en kører som den mesterskabsførende Juho Hanninen i Skoda Fabia S2000, som kan komme til at slås med Ogier. Hanninen er som finne bedst tilpas på grus og eftersom der efter Sardinien følger en længere række asfaltrallies i mesterskabet, ser han det som meget væsentligt at han får slæbt så mange point som muligt med fra denne week-end. En opgave, som i sig selv er vanskelig nok uden Ogier på startlisten. Ganske som Ogier deltog Hanninen også i det portugisiske WRC-rally i sidste uge. Formålet var at akklimatisere sig til at køre på grus igen efter IRC-rallyet på Gran Canaria, men resultatet var ikke af samme kaliber som Ogiers. Hanninen var den hurtigste af S2000-kørerne – men han nåede ikke målet, da han kørte af vejen først på lørdagen.
Rally Sardinien er et grusrally og dermed har kørernes placering i startrækkefølgen en betydning. Det har skabt megen diskussion i WRC i år, hvor der har været meget taktik involveret. Kørerne har bevidst kørt langsomt eller sågar stemplet forkert ind ved tidskontrollerne for at bytte placeringer. Men i IRC har man taget tyren ved hornene og indfører noget nyt i Sardinien. Eller måske man hellere skulle kalde det en gammel nyhed: De 10 forreste starter nemlig i omvendt rækkefølge. Et princip, som før har været anvendt også i WRC, og som i hvert fald fjerner gevinsten ved at falde tilbage.
Rallyet kan en del af tiden følges direkte i TV. Eurosport viser alle IRC-rallies og i Rally Monte Carlo havde man stor succes med at vise flere hastighedsprøver direkte. Det vil man forsøge sig med igen i denne week-end, hvor man sender 4 prøver direkte – 2 om lørdagen og 2 om søndagen. Pudsigt nok sendes rallyets sidste prøve ikke direkte, så man kan altså ikke få det endelige resultat ind i stuen når deltagerne kører over mållinien, men på denne tid af året er der naturligvis også flere sportsgrene som kæmper om den direkte sendetid end der var i januar, hvor Monte Carlo Rally blev kørt. De direkte tranmitterede hastighedsprøver bliver da også alle kørt om formiddagen.
Foto: IRC



