Det er en intensiv rally week-end, der venter forude. DM-rally sæsonen åbner i Wikinger Rally. Der køres VM-rally i Portugal og der er også løb på programmet i IRC (Intercontinental Rally Challenge). Men modsat de øvrige, er der ikke synderlig interesse for IRC-rallyet. Således er den førende i mesterskabet, belgieren Freddy Loix, slet ikke på startlisten.
Der er ellers tale om en rigtig klassiker: Safari Rally. I mange år var det den ultimative test i VM-serien, men efterhånden passede Safari Rally ikke længere ind i det moderne rallykoncept, hvor man bevægede sig imod knap så omkostningstunge, koncentrede og tilskuervenlige rallies. Et marathonrally langt ud i bushen med biler, som måtte specialbygges for ikke at falde fra hinanden, og med en overvågningshelikopter pr. bil for at advare mod vilde dyr og sågar modkørende trafik, scorede ikke mange point i nogen af de tre kategorier.
Safari Rally faldt derfor ud af VM-kalenderen, men da IRC opstod for et par år siden, kom det på programmet der. I 2008 var man dog nødt til at aflyse grundet politisk ustabilitet i Kenya, hvor rallyet afvikles, men i år er man klar igen. Problemet er nu blot, at der ikke rigtig er nogen, som vil køre rallyet.
Indtil videre rummer startlisten i hvert fald ikke ét eneste af de navne, som har kæmpet med i toppen i de to rallies, der er kørt indtil videre i år. Dermed er det traditionsrige rally med i mesterskabet – men i praksis får det ingen betydning.