Det blev finske Mikko Hirvonen, som vandt årets Rally Monte Carlo. Efter en sikker indsats kunne han køre Fords splinternye Fiesta Super 2000 over målrampen som første bil i modellens debutløb.
Ganske vist var Rally Monte Carlo første afdeling af årets IRC-mesterskab, men det var de to VM-kørere, Mikko Hirvonen og Sebastien Ogier, som satte deres præg på løbet. Straks fra begyndelsen lagde de to sig i front, men det varede kun indtil prøve 3, hvor Sebastien Ogier beskadigede et hjul på sin Peugeot 207 Super 2000. Han blev udsat for et kendt Monte Carlo fænomen: Tilskuere som skovler sne ind på prøven, og det kostede ham et par minutter og sendte ham langt ned i feltet.
Efter første dag var det således Mikko Hirvonen, som allerede havde en rimelig komfortabel føring på 41,9 sekunder over den regerende IRC-mester, Kris Meeke (Peugeot), med Juho Hanninen (Skoda) på 3. pladsen. Der blev dog hurtigt lavet om på den stilling, for efter første prøve torsdag morgen, var Kris Meeke ikke længere med i rallyet. Han ramte en plet med is og gled lige akkurat ved siden af en bro og ned ad en skrænt. Dermed begyndte han sæsonen 2010 på samme måde som sidste år, hvor han også måtte udgå af Rally Monte Carlo.
Til gengæld var Sebastien Ogier på vej op igennem feltet. Efter 6 hastighedsprøver var han oppe på en 3. plads og han var øjensynligt den eneste i feltet, som var i stand til konstant at matche Mikko Hirvonens tider. Ja, ikke kun matche – Ogier halede faktisk ind på Hirvonen og det så ikke ud til at være helt umuligt for ham at kunne nå helt op. Læg dertil det uberegnelig element, som is og sne altid tilfører Monte Carlo. Jo, spændingen var i høj grad stadig intakt i rallyet.
Rally Monte Carlo er i år blevet dækket intensivt på Eurosport, som har sendt næsten alle hastighedsprøverne direkte. Det har man gjort via intensiv brug af onboard optagelser, hvor vi følger kørerne mens de kører prøverne – naturligvis med splittider undervejs, så man kan se, hvordan de ligger sig i forhold til hinanden. Meget lig en enkeltstart i Tour de France. Det har virkelig gjort det muligt for TV-seerne at sætte sig ind i, hvor vanskelige hastighedsprøverne er for kørerne. En tør og fin prøve kan i løbet af et enkelt sving ændre sig til at være dækket af sne – eller endnu værre is, som hverken kørere eller TV-seere kan se, før det er der.
Rallyfans over hele verden kunne således følge med i, hvordan Sebastien Ogier kæmpede for at indhente Hirvonen. I løbet af fredag aften indtog han andenpladsen, men det var lidt som om Hirvonen havde lidt i reserve. Således var han – efter at franskmanden havde fået hullet ned til 38,3 sekunder – i stand til at svare igen og med to prøver tilbage var afstanden imellem de to 46,1 sekund. En ret sikker afstand – men i Monte Carlo kan alt ske og Ogier havde ikke opgivet. Der var lagt op til to rigtigt spændende prøver.
Og så gik vi glip af det hele. På vej ud til de sidste to prøver opgav Ogiers Peugeot 207 Super 2000 ævred. Generatoren kunne ikke mere og han måtte holde ind til siden. Dermed kunne Mikko Hirvonen cruise til sin første Monte Carlo sejr og han gav dermed Fords nye Fiesat den perfekte debut. Hans landsmand, Juho Hanninen kørte sin Skoda ind som nummer to og dermed den bedste af de kørere, som deltager i hele IRC-serien i år. 3’er blev IRC-mesteren fra 2008, Nicolas Vouilloz, som til Monte Carlo rallyet havde sin debut i Skodas Fabia Super 2000.
Mange havde set frem til at følge Formel 1 køreren, Robert Kubica, som stillede til start i en to-hjulstrukket Renault Clio R3. Men både fans og Kubica blev skuffede. Han nåede ikke til start på en eneste af de tællende hastighedsprøver, da han måtte udgå på den prøve, der blev kørt som ikke-tællende prolog tirsdag aften. Der var tekniske problemer med Clioen og det lykkedes ikke for teamet at få den gjort klar til selve rallyet.
Foto: IRC