IRC-rallykørerne mødes i denne week-end på Gran Canaria. Ikke for at holde ferie, men for at deltage i et rally, som oprindeligt ikke var en del af IRC-kalenderen. Men da Rally Asturia, som skulle køres i efteråret, for en god måneds tid siden måtte aflyses, trådte Rally Islas Canarias hurtigt ind på scenen som en erstatning.

Som Rally Asturia er Rally Islas Canarias et asfalt rally og derfor bibeholdes balancen imellem asfalt- og grusrallies i årets mesterskab. Men som nævnt var det med meget kort varsel, at rallyet kom på programmet – især fordi de deltagende teams skulle have deres biler hjem fra sidste rally i Argentina. Det har dog ikke hæmmet deltagelsen på Gran Canaria – alle de førende kørere i mesterskabet er på startlisten som med 12 S2000 biler lover godt for et spændende rally.

Hidtil har der været 3 forskellige vindere i årets 3 IRC-rallies og der er en god chance for, at der kommer en ny kører øverst på podiet igen, da Rally Islas Canarias er årets første asfaltrally, hvor der ikke er risiko for sne som i Monte Carlo. Det bringer umiddelbart to navne op blandt favoritterne: Jan Kopecky (billedet) og Alberto Hevia. Kopecky er en hård mand på asfalt, hvilket han viste mange gange sidste år, hvor han endte som nærmeste udfordrer til IRC-mesteren, Kris Meeke. Hevia figurerer derimod ikke så fremtrædende i IRC-historien, men de, som kan huske sidste års Rally Asturia ved godt, hvem spanieren er. Der kæmpede han intenst med netop Kopecky om sejren indtil en punktering kostede ham meget tid.

Naturligvis kan man ikke afskrive Kris Meeke, som er stærk på alle underlag. Den regerende mester har ikke haft nogen god start på sæsonen. En sejr i Brasilien er blevet udlignet ved at Meeke ikke har fået point med hjem i nogen af de andre rallies. Meeke er ikke ude af årets mesterskab endnu, men en god høst på Gran Canaria vil lune gevaldigt.

Mesterskabet føres i øjeblikket af finske Juho Hanninen, men finnen er selv den første til at erkende, at han nok ikke beholder føringen. Hanninens favoritunderlag er – som en sand finne – grus, så for hans vedkommende drejer det sig om at få de point med hjem, som han nu kan skrabe sammen.

Som sædvanligt dækker Eurosport ralliet med daglige reportager fredag og lørdag aften.

Foto: IRC