IRC-mesterskabet blev endeligt afgjort i det seneste rally i Skotland, hvor Juho Hanninen blev mester. Det betyder, at finalerallyet på Cypern resultatmæssigt er en lidt ligegyldig affære og det har sat sit præg på startlisten, som stort set er helt uden de navne, som i årets løb har sat deres præg på mesterskabskampen.
Heldigvis for arrangørerne tæller rallyet også med som en afdeling af det mellemøstlige mesterskab og det betyder, at startlisten er forstærket lidt med kørere fra dette mesterskab. Heriblandt Nasser Al-Attiyah (billedet) i en Ford Fiesta S2000 og køreren fra Qatar må regnes blandt favoritterne til sejren. De manglende topnavne fra IRC-mesterskabet betyder, at rallyet faktisk er ganske åbent, så udover Al-Attiyah er der en håndfuld, som umiddelbart kan ligne en vinder.
Bedste bud er nok norske Andreas Mikkelsen, hvis han kan fortsætte i det tempo, han viste, da han kørte sig til andenpladsen i Skotland. Han kører også i Ford Fiesta S2000 og det gør et 3. topnavn også. Det er Martin Prokop, som ellers mest har slået sine folder i forskellige WRC-kategorier. Det er Prokops første IRC-start i år, men han kender rallyet på Cypern, da han vandt J-WRC her i 2009. Franskmanden, Bryan Bouffier, stiller til start i en Peugeot 207 S2000 og ham bør man også holde øje med. Han var lige ved at vinde Barum Rally tidligere i år, men det glippede på de sidste prøver.
Rallyet begynder torsdag aften og strækker sig frem til lørdag, hvor bilerne kommer i mål først på aftenen. Men dermed er det ikke slut, for søndag er der premiere på et nyt initativ: The Golden Stage. Der er en 25 kilometer lang prøve, som vil blive kørt to gange. Prøven tæller ikke med i selve rallyet – i stedet kører deltagerne om en præmiepulje på 150.000 Euro og det hele bliver vist direkte på Eurosport. Den oprindelige ide med ‘The Golden Stage’ var at skabe ekstra interesse omkring finalerallyet og dermed tiltrække deltagere. Det må man sige ikke er lykkedes helt, men det bliver spændende at se, hvordan ideen forløber i praksis. Det kan som sagt følges direkte på Eurosport ligesom flere af prøver fra selve rallyet kan.
Foto: IRC