IRC-kalenderen er netop blevet ændret. Mesterskabet kommer stadig til at bestå af 12 rallies, men Spaniens afdeling skifter både tid og sted, meddeler IRC.

I 2009 blev det spanske IRC-rally afviklet i Asturien og det var det også meningen, at det skulle i år. Imidlertid har arrangørerne set sig ude af stand til at afvikle rallyet som et IRC-rally og har derfor kastet håndklædet i ringen. Som erstatning har man valgt Rally Islas Canarias og det er et valg, som nok kan give de deltagende IRC-teams lidt sved på panden. Rallyet i Asturien var nemlig fastsat til september måned, men nu skal man i stedet køre fra d. 28. april til den 1. maj. Dermed bliver Rally Islas Canarias det næste rally på IRC-kalenderen og eftersom mesterskabsdeltagerne skal have deres biler fragtet hjem fra denne weekends rally i Argentina inden, kan de nok få travlt med at få klargjort bilerne.

Rally Islas Canarias er – som rallyet i Asturien – et asfaltrally og har en mangeårig tradition i det spanske mesterskab og for år tilbage også som et EM-rally. Indtil videre er IRC’s aftale med rallyet kun gældende for i år, men man håber på fast at kunne indlemme rallyet i IRC-kalenderen.