Racemag mødte Kris Nissen til en snak om hans tid som motorsportschef i VW-koncernen, og om hvad fremtiden nu bringer. Det var i forbindelse med ”Biler og racing ved Carlsberg”, at Kris Nissen var i Danmark. Han havde sørget for at bidrage til arrangementet med en Bugatti Veyron og en Dakar Touareg, samt med den tyske VW kører Dieter Depping.
Spørgsmålet om hvorfor Kris Nissen har valgt at trække sig som motorsportschef, måtte vi naturligvis stille.
– Jeg har brug for en pause efter 9 år med fuld fart på. For at forstå situationen skal vi tilbage til vinteren 2003, hvor jeg sad på min terrasse i Monaco og havde besluttet mig for at lægge min hjelm på hylden og stoppe min karriere på banen. Jeg blev så kontaktet af VW motorsport, og den daværende chef spurgte, hvornår jeg kunne starte – om det var om et halvt år, om tre måneder eller i overmorgen, hvortil jeg så svarede, jamen hvad skal jeg så i morgen, udtaler Kris Nissen med et grin til Racemag.
Siden da har kalenderen været tæt pakket hos VW-motorsport. Først blev der tegnet en 5årig kontrakt, og den blev atter fornyet, og løber i flere år frem endnu. I den periode Kris Nissen har været i motorsportschef, har VW-motorsport opnået sine største succeser. Den helt store satsning gennem en årrække var Dakar rallyet, og der er det lykkedes at vinde hele tre gange for VW-motorsport.
Den seneste satsning, som Kris Nissen også har stået bag, er at træde ind i WRC med Volkswagen.
– Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har brug for en pause. Jeg vil bruge tid på min familie og mine to børn. Jeg har valgt at melde åbent ud over VW motorsport, at jeg har brug for denne pause. VW motorsport skal ikke tabe momentum, ved at jeg har brug for en pause – derfor har vi valgt at få en ny og dygtig motorsportschef. Jeg vil arbejde sammen med ham ind til industriferien i VW, og jeg sætter en ære i at lave en god overdragelse til den nye motorsportschef, udtaler Kris Nissen til Racemag.
Derefter er det tid til en lang ferie, og at få ladet batterierne op for danskeren, der efterhånden har haft næsten 10 år, som motorsportschef på topniveau. Han er trods sin pause stadig en del af VW-familien, og på spørgsmålet om, hvad der er hans største succes, kan han heller ikke lade være med at svare, at det er når VW vinder WRC. Så ingen tvivl om, at hjertet stadig banker for den tyske koncern.
– Der har været flere tilbud allerede nu, også uden for VW koncernen, men dem har jeg takket nej til. Jeg må først have tid til at nyde min pause førend jeg kan sige, hvad fremtiden bringer. Men jeg kan dog afvise, at du ser mig gå tidligt på pension – jeg er trods alt kun 51 år, slutter Kris Nissen af med et glimt i øjet.