Der var en længe ventet podieplacering til Michael Christensen og Patrick Long i Porsche North Americas 911 RSR #912 på Indianapolis til Brickyard Grand Prix fredag aften.

Vindere i GTLM-klassen blev Bomarito/Wittmer i Dodge Viper foran Fisichella/Kaffer i Ferrari, mens sluttede lige i haserne på Risi Competizione-458’eren efter de to timer og 45 minutter.

Flere gulflagsperioder i løbets indledende fase betød en del afbrydelser af løbet, der dog bød på den bedste placering for de BOP-ramte Porscher siden Sebring.

– Bilen var ret god. Det første stint handlede mest om at komme rundt på banen uden skader. Genstarterne skete ret tidligt på langsiderne, så vi skulle passe på. Men den største udfordring var trafikken. Det er en lettelse at være tilbage på podiet for første gang siden Sebring. Vi har arbejdet meget hårdt, siger Michael Christensen.

Jan Magnussen og Antonio Garcia var igen bedste Corvette-mandskab med en fjerdeplads. Den dansk/spanske duo bevarede dermed føringen i mesterskabet, selvom det så svært ud til at begynde med

— Trafikken var ekstremt tæt til at begynde med, og alle GT-bilerne kørte i én stor flok, da jeg pludselig bliver ramt bagfra i et sving, snurrer rundt og holder ude i græsset med næsen den forkerte vej, lyder det fra Jan Magnussen.

Uheldet skete 20 minutter inde i det to timer og 45 minutter lange løb, hvor Jan Magnussen havde startet P6, men hurtigt avanceret til en fjerdeplads i et meget tæt felt. Danskeren genoptog kampen, men nu på en absolut sidsteplads i den 10 biler store GTLM-klasse.

Efter snurreturen iværksatte Jan Magnussen imidlertid et imponerende comeback, og med 53 minutter tilbage af løbet kunne han aflevere den gule Corvette C7.R til Antonio Garcia på en tredjeplads.

Spanieren mistede et par placeringer under pitstoppet, men holdt sig i den forreste halvdel af feltet og kunne krydse målstregen på en fjerdeplads efter at have overhalet teamkammeraten Oliver Gavin i løbets allersidste minutter.

Det er første gang, siden 12-timersløbet på Sebring i marts, at Jan Magnussen og Antonio Garcia ikke kunne stille sig øverst podiet. Her stod nemlig konkurrenterne fra Viper-teamet, og Jan Magnussen lagde ikke skjul på ærgrelsen.

— Bilen kørte suverænt, men vi er blevet straffet lidt af Balance of Performance-opdateringerne, som skal udjævne styrkeforholdet mellem bilerne i klassen. Vi har ikke samme overskud som tidligere, men jeg tror nu godt, vi kunne have vundet, hvis jeg havde undgået snurreturen tidligt i løbet, forklarer danskeren.

— Vi gik efter en femte sejr, men fjerdepladsen giver os nogle vigtige point. Vi kunne måske have været mere aggressive derude, men vi fører stadig mesterskabet, så vi skal tænke strategisk og sikre os flest mulige point, når vi ikke kan vinde. Alt i alt et godt resultat efter omstændighederne.

Toppen i GTLM-klassen i Brickyard Grand Prix 2014:

1. Bomarito/Wittmer (USA/CAN), Dodge SRT Viper, 105 omgange
2. Fisichella/Kaffer (I/D), Ferrari F458 Italia, 105
3. Christensen/Long (DK/USA), Porsche 911 RSR, 105
4. Magnussen/Garcia (DK/E), Chevrolet Corvette, 105
5. Gavin/Milner (GB/USA), Chevrolet Corvette, 105
6. Auberlen/Priaulx (USA/GB), BMW Z4 GTE, 105
9. Henzler/Sellers (D/USA), Porsche 911 RSR, 101
10. Lietz/Tandy (A/GB), Porsche 911 RSR, 65

Barbosa/Fittipaldi vandt samlet – se resultatet her.