Jenson og Jessica Button er i øjeblikket på ferie i St. Tropez med nogle venner, men ferien fik i går en trist drejning, da de alle vågnede groggy op, og kunne konstatere, at der havde været indbrud. Billeder fra stedet viser, at to indbrudstyve fyldte den lejede villa med en bedøvende gas. Herefter kunne de to gerningsmænd i ro og mag stjæle værdier for et anslået beløb på £300.000.
En talsmand for Jenson Button siger til den britiske avis The Sun, at denne slags indbrud er et stigende problem i regionen, og at gerningsmændene ofte går så langt, at de bedøver husenes beboere først. Talsmanden tilføjer, at alle er uskadte, men de er naturligvis rystede over det kyniske indbrud.



