Dansk Motorsport Award bliver i år afholdt som et online-event, der streames ud til alle motorsportsinteresserede via awardshowets Facebookside den 5. februar 2021.

Alle navnene på de nominerede er nu afsløret i et online-event, og herunder kan du læse mere om, hvem du kan stemme på i de forskellige kategorier:

Der kan stemmes fra i dag fredag den 22. januar kl. 15:00 via dette link.
Der kan også stemmes via mobilen: sms DMA til 1204.

Ud over nedenstående nominerede til publikumspriserne uddeles også en række andre priser til awardshowet, herunder talentpriser samt den prestigefyldte pris som Årets bilsportskører.

ÅRETS BANEKØRER                                    

Christian Lundgaard 
Østjyden fortsatte sin kometagtige karriere, hvor han på blot fire sæsoner er avanceret fra Formel 4 til Formel 2, og testkørsler for Renault F1-team. I 2020 debuterede Christian Lundgaard i FIA Formula 2 Championship, og viste allerede i andet løb sin store klasse ved at vinde rundens sprintløb. Det blev til yderligere en sejr samt fire podiepladser i løbet af sæsonen. Samlet sluttede Christian på syvendepladsen i et stærkt besat mesterskab.

Frederik Vesti
Efter sit store internationale gennembrud i 2019 var der store forventninger til Frederik Vesti, før han debuterede i det prestigefyldte FIA Formula 3 Championship for topteamet PREMA. Og Frederik skuffede ikke. Han vandt ikke mindre end tre hovedløb; flere end nogen anden i mesterskabet, og sluttede på en samlet fjerdeplads. Næste år går sydjyden efter det samlede mesterskab i klassen og en plads som juniorkører i Formel 1 ved selveste Mercedes er allerede en realitet.

Dane Train 
Marco Sørensen og Nicki Thiim går internationalt under betegnelsen ”Dane Train”, når de i deres Aston Martin Vantage deltager i FIA GT Endurance World Championship. Tre sejre og et verdensmesterskab blev resultatet af de fælles anstrengelser i sæsonen 2019-20, og dermed gentog duoen bedriften fra 2016 i det højeste mesterskab i verden for GT-biler. En fantastisk præstation der understreger dansk bilsports høje niveau i disciplinen.

Nicklas Nielsen
23-årige Nicklas Nielsen blev inden 2020 præsenteret som officiel fabrikskører for selveste Ferrari; som første dansker nogensinde. Nicklas kvitterede for tilliden ved sammen med sine franske holdkammerater Collard/Perrodo at vinde VM-serien for GTE Am med to sejre undervejs. I tilgift blev det til tredjepladsen i klassen på Le Mans, ikke mindst takket være en inspireret indsats af østjyden.
Dermed er Nicklas uden tvivl på vej mod endnu større bedrifter for ”The Prancing Horse” 

ÅRETS RALLYHOLD                                     

Martin Johansen / Finn Thomsen
Makkerparret vandt deres første Danmarksmesterskab sammen i 00’erne og siden afslutningen af 2018-sæsonen har de atter siddet i samme bil. Efter en sæson i en firhjulstrukket Mitsubishi Lancer i R4-trim var det en klar målsætning, at man til 2020 ville rykke til R5-klassen. Bilvalget faldt på en Peugeot 208 T16, og selv om den ikke var den nye R5-model på markedet, lykkedes det Martin Johansen / Finn Thomsen at blive samlede vindere af Dansk Super Rally med top 5-placeringer i alle sæsonens tællende løb. 

Kristian Poulsen / Ole R. Frederiksen
Den trofaste duo markerede sig også i 2020 som de absolut hurtigste på hastighedsprøverne i sæsonens DM-tællende rallyer. Sæsonen blev indledt i en ny Volkswagen Polo GTI R5, og af de 19 hastighedsprøver, som de nåede at gennemføre i sæsonens tre første DM-løb, var de hurtigst på de ti. En teknisk defekt og en afkørsel forhindrede flere prøvesejre, inden de afsluttede sæsonen i Thierry Neuvilles aflagte VM-bil og som ventet dominerede Djurs Rally totalt.

Jacob Madsen / Line Nedergaard
Jacob Madsen gav i 2020 også en flot opvisning på sit store talent. Selv om han i Line Nedergaard deltog med en forholdsvis uerfaren codriver, blev det til en sikker titel i klasse 3 med tre klassesejre ud af fire mulige. Det imponerende var dog ikke Danmarksmesterskabet, men derimod makkerparrets præstationer i Dansk Super Rally, hvor de med en sammenlagt sjetteplads i deres lille Suzuki Swift 1600 blev bedst placerede forhjulstrækkermandskab.

Rasmus Sørensen / Heidi Knudsen
Makkerparret scorede et imponerende hattrick med en ny sejr i Super Rally Cuppen for bilerne, der er opbygget efter det internationale R2-reglement. R2-klassen var besat med flere stærke hold, og Rasmus Sørensen / Heidi Knudsen vandt således kun klassen i to af sæsonens fire DM-afdelinger, men at farten og angrebslysten bestemt ikke fejlede noget, beviste makkerparret ved at score 15 ud af 20 mulige bonuspoint på årets Super Stages.

ÅRETS KARTINGKØRER                               

Lasse Karlshøj
Lasse har nu vundet DM i KZ2 3 år i træk, og i tilgift fik han i år sit internationale gennembrud. I Deutsche Kart Meisterschaft har han i 2020 sæsonen kørt i DSKC-kategorien, hvor han vandt en af de fire afdelinger og sluttede på en samlet andenplads. Han er uden tvivl Danmarks bedste gearkartkører, og en af de bedste gennem tiderne.

Noah Degnbol
Sydsjællænderen har været konkurrencedygtig på den absolut største internationale scene i 2020 sæsonen. Han har på trods af en række uheld været med i hovedparten af finalerne i det internationale OK program, hvor en sjetteplads i finalen til Champions of the Future ugen inden VM har været højdepunktet. 
Noahs resultater har bevirket han efter sæsonen blev optaget i DASU og Team Danmarks Bruttotrup.

Mads Riis
Mads har i 2020 været stabilt med fremme både nationalt og internationalt i Rotax Max Senior klassen. I Danmark hentede han den samlede andenplads i Rotax Max Challenge og i den internationale Rotax Euro Challenge besatte han fjerdepladsen. I Danmark sammen med det nye team First Racepoint, og internationalt for et belgisk team. 
Det bliver spændende at se hvad næste sæson bringer for sønderjyden.  

Mathias Bjerre Jakobsen 
Det blev i Deutsche Kart Meisterschaft dansk karting hentede de bedste internationale resultater i 2020 sæsonen. Unge Mathias Bjerre Jakobsen sluttede på tredjepladsen i den prestigefyldte OK Junior-klasse efter en stærk afslutning med dobbelt finalesejr ved sidste afdeling. Herudover var han stærkt kørende ved VM, hvor han desværre måtte udgå af finalen efter et startuheld. Næste år gælder det seniorklassen OK.

ÅRETS TALENT                     

Bastian Buus
Efter en længere karriere i karting skiftede den da 16-årige koldingenser inden 2020 til bil. I modsætning til mange andre talenter var det dog ikke til formelbil, men en sæson i International GT4 Series der fik glæde af ham. Det blev et fantastisk debutår, hvor Bastian sammen med sin tyske makker endte med at vinde Pro/Am mesterskabet i serien, og undervejs hjemtage hele syv finalesejre. Mod slutningen blev det også til debut i Carrera Cup i Tyskland.

Oliver Rasmussen
Oliver er sidste skud på stammen af talentfulde danske løbsvindere i international formelsport. Efter et læreår i Formel 4 skiftede han i år til FIA Regional F3 Championship hvor han overtog vinderbilen fra 2019.
Straks i første afdeling vandt den i Frankrig bosatte dansker en afdeling, men det var især i anden halvdel af sæsonen Oliver for alvor viste tænder med en række sejre og topplaceringer. I sidste ende blev det til en delt andenplads i mesterskabet. 

ÅRETS EVENT                       

DM Karting Rødby
Rødby Go-Kart Klub (RGKK) lod sig ikke gå på af de vanskeligheder der fik andre kartingbaner til at opgive afvikling af store løb i 2020, men arrangerede i september et velbesøgt DM. Dermed kunne der også i år kåres mesterskaber i de primære klasser, og som ekstra krydderi skete det på den nye fremragende bane i Rødby, der som den eneste i Danmark er internationalt homologeret.
Klubben har således allerede lagt billet ind på et internationalt mesterskabsløb indenfor de kommende år.

40 års jubilæumsløb
Randers Auto Sport (RAS) fejrede 40-års jubilæum med at afvikle årets fjerde og sidste DM-rally, Djurs Rally. Arrangementet blev afviklet midt i en Covid-19 krise der gav udfordringer på et helt andet plan end man nogensinde før har set i Danmark. Således indløb polititilladelsen blot 5 timer før arrangementet skulle starte. Det var ikke blot det længste dansk rally i 2020, men også det mest kompakte med en samlet distance, der var næsten ligeligt delt mellem hastighedsprøver og transportetaper. 20% var på grus. 

FAIRPLAY                             

Flemming Schleimann – Sturup Raceway
Gik ufortøvet i gang med at arrangere et erstatningsløb for DM-finalerne i Formel 4/5 og Super Seven med kun en uges varsel, efter de to klassers finaleløb på dansk bane måtte aflyses for at denne kunne overholde  forsamlingsgrænsen under corona. Desværre blev erstatningsløbet også aflyst, da der i mellemtiden kom nye begrænsninger.

Nicolaj Kandborg
Nicolaj Kandborg træner unge mennesker i henholdsvis Racehall Aarhus/ Racehall København til arrangementer som bl.a. Racehall’s Racing School 4 kids. Han er god til at give sine erfaringer videre til de unge og det er åbenbart hvor meget han brænder for at se andre udvikle sig. En ægte ildsjæl der fortjener Årets Fairplay-pris.


ÅRETS PROFIL                                            

Christian Rasmussen
I en sæson hvor dansk succes i banesport nærmest har overgået alle forventninger stikker en ung amagerkaner i den grad ud fra de øvrige. Christian Rasmussen har valgt at forfølge sin formelkarriere i USA, med det ultimative mål at blive første dansker i Indy 500. Ikke alene imponerede Christian stort ved at vinde formelklassen USF2000 med ni sejre, men grundet rejserestriktioner har han tilbragt en stor del af året alene, borte fra familie og venner. At klare det så overbevisende som han har gjort gør ham til Årets Profil. 

Emil Hammer    
Da der endeligt viste sig en åbning for at kunne afvikle motorsport i 2020, gik Emil Hammer som løbsleder fra Ikast og Omegns Motorklub forrest. Han skitserede planer for zoneinddeling, udarbejde retningslinjer for hygiejne og rengøring samt generel afvikling af første arrangement på Nørlundbanen ved Ikast.
Det hårde arbejde udført af især Emil bevirkede det lykkedes at få DM-sæsonen inden for offroad i gang – med behørig afstand, naturligvis. Efterfølgende delte han uselvisk ud af sine og klubbens erfaringer til alle der ønskede det. Derfor er Emil Hammer Årets Profil.