HK Motorsports KZ2-kører Henrik Lilja har netop skrevet sig ind i dansk kartinghistorie ved at sikre sig sin tredje titel i 2010 – i tre på hinanden følgende weekender.
I weekenden tog Lilja sig af DIF Danmarksmesterskabet efter at have vundet Dansk Superkart 2010 (15/8) og Sjællandsmesterskabet 2010 (22/8).
Sejren på Roskilde Race Center i weekenden var ikke en ren foræring. Om lørdagen blev der kørt kvalifikationsheats og her kørte Lilja en sejr hjem i 1. heat. Fra en føring i 2. heat og med kun få omgange tilbage måtte han udgå med en defekt udstødning. Dette betød en startplacering helt nede på en 13. plads i søndagens prefinale, og så var der lagt op til et par spændende finaler om søndagen.
For at gøre finalerne lidt ekstra spændende, havde vejret beslutte sig for at spille et par tunge regnbyger ind over banen, hvilket gave løbet en ekstra dimension. I prefinalen kom Lilja godt fra start, og efter få omgange havde han fået
kørt sig helt frem på en 4. plads, men havde åbenlyst store problemer med karten.
Mod slutningen af prefinalen mistede han en enkelt placering og sluttede på en 5. plads. Problemet med karten viste sig at være et par ødelagte lejer i det højre spindel.
Finalen blev kørt som ”full wet” – lige inden feltet på 27 gearkarts rullede ud til start, satte regnen for alvor ind. Det skulle vise sig at spille ud til Liljas fordel, da han (som så ofte før) viste sine suveræne evner på en våd bane. Han kunne dermed i overbevisende stil køre en sikker sejr i hus og kan nu skrive sit 3. DIF/DM-mesterskab på sit CV.