David Heinemeier Hansson var sammen med Tom Kimber-Smith på vej mod en podieplacering i ELMS på Imola, da en straf kostede dyrt.

Danskeren pittede samtidig med Signatech Alpine #36, men den foranliggende LMP2 med Ragues bag rattet kom meget langsomt afsted fra pitten grundet tekniske problemer.

Heinemeier Hansson ville ikke vente på den langsommere bil og overhalede – men krydsede desværre den hvide linje, der markerer pitexit. Det kostede en tidsstraf på 60 sekunder, hvilket sendte Greaves Motorsport-duoen ned på en femteplads i mål.

Thiriet by TDS Racing med Thiriet og Beche vandt løbet samlet, mens RAM Racing med Mowlem og Griffin tog æren i GTE-klassen i Ferrari 458 Italia.