Frem og tilbage er lige langt, og efter at være gået hver sine veje tidligere på sæsonen, er Hartmann Honda Racing og James Thompson nu blevet enige om at fortsætte samarbejdet.
Det betyder, at briten og det Herning-baserede team er klar til at forsvare føringen i ETCC, når det går løs i slutningen af juli på Salzburgring.
– I sidste måned fik jeg en henvendelse fra James, der forespurgte på mulighederne på at genoptage vores samarbejde. Vi vandt jo det første Europa Cup-løb sammen i år i Portugal, og James gav udtryk for, at han gerne vil genoptage samarbejdet med os. Det vil vi egentlig også, siger teamejer Hans Hartmann i en pressemeddelelse.
I marts kørte Thompson og Hartmann Honda Racing sig i front af ETCC med en sejr i første løb på Braga i Portugal. Det er denne føring, parterne nu ønsker at udbygge.
– James og jeg er nået frem til en aftale til begge parters glæde, så vi kan fortsætte det fantastiske samarbejde, som siden 2008 har givet os flere sejre og også et mesterskab, siger Hans Hartmann.
– Begge parter har været i garagen, men nu er vi klar til at sætte bilen i gear, så vi kan komme fremad, og jeg er glad for denne løsning. Vi er vant til at arbejde sammen med James, og James kender vores grej og vores mandskab, så det bliver godt at kunne fortsætte, hvor vi slap, siger teamchefen videre.
Teamet oplyser også, at de arbejder på en indsats i bl.a. Scandinavian Touring Car Cup, som teamet skulle have deltaget i med svenske Tomas Engström ved siden af Thompson. Hvorvidt Engström fortsat er inde i billedet er endnu uvist.
Foto: fiaetcc.com