Bagenden på Kevin Magnussen og Jenson Buttons McLaren MP4-29, primært dens vingelignende baghjulsophæng, har været årsag til debat blandt de konkurrerende teams og iflg. italienske Omnicorse har verdensmestrene hos Red Bull allerede sendt en afklarende forespørgsel til FIA.

Det betyder dog ikke at andre teams vil kaste sig over at efterligne designløsningen, selv hvis den kategorisk bliver dømt lovlig – hvilket McLaren tidligere har fået FIA’s ord på at den er – man skifter ikke blot én del af en F1-bils aerodynamiske design uden at påvirke en anden.

“Designet er baseret på en anselig luftmodstand, især den del der peger nedad” udtaler Red Bulls designer, Adrian Newey.

Mercedes’ Paddy Lowe – tidligere McLaren ansat – er ikke så sikker. “McLaren må have fundet en måde at få løsningen til at fungere uden betydelige ulemper”, udtaler han.

Williams’ Pat Symonds mener at McLaren må være gået på kompromis og har ofret noget stivhed eller øget mængden af materiale og dermed vægt bagtil, da løsningen giver mere bagudvendte ophæng end normalt.

Nogle spår at McLaren kan bibeholde en potentiel aerodynamisk fordel længe i 2014 – en mere stabil bagende pga. øget downforce og traction, som især er vigtig med 2014-bilernes mere agressive moment – da det vil være svært for de øvrige teams at skifte hele designet omkring baghjulsophænget.

Pat Symonds er ikke helt enig – “Det ville blot ikke være en helt så perfekt løsning som McLarens’, da hele deres bils koncept er opbygget omkring det”

Det skal blive interessant at se om McLaren i år har det designmæssige forspring som Adrian Newey før har sikret Red Bull Racing.