Ejer af Haas F1 Team, Gene Haas, er en lettet mand. Årsagen er de 29 point, som deres franske kører, Romain Grosjean, scorede i sidste sæson.

Ikke mindst 6. og 5. pladsen i henholdsvis Australien og Bahrain skæppede godt på pointkontoen, hvor teamet totalt indkørte 29 point.

‘Uden de 29 point ville vi være i alvorlige problemer’, udtaler Gene Haas til ESPN og fortsætter:

‘At Grosjean scorede de point, er alle pengene værd for holdet i dag. Men derfor kan jeg godt være skuffet over, at vi ikke fik 100 point’, pointerer Haas.

Ordene falder ikke mindst tilbage på teamets anden kører, Esteban Gutierrez, som ikke kørte point ind til det samlede regnskab sidste år. Mexicaneren røg dog også af holdet til fordel for Kevin Magnussen – og nu glæder Gene Haas sig til at se danskeren i aktion.

‘Jeg mener, at Kevin kommer med en ægtet racerkørers tilgang til holdet. Han er god til at score point, når der er behov for det, hvilket er ekstremt svært. Du kan være meget hurtig ved kvalifikationen og på enkelte omgange, men selve løbet er noget helt andet. Nogle kørere er særlige gode her’, udtaler Gene Haas om Kevin Magnussens evner bag et rat.

‘Vi talte faktisk med Kevin før Grosjean i 2015, og vi kender hans potentiale. Jeg har set ham køre på mange forskellige baner, og jeg har set ham i kamp mod andre kørere, og jeg mener, han har en helt særlig evne til at samle point sammen, og det får vi brug for fremadrettet’, slutter Haas ejeren.