Den danske racerkører er opsat på at få en solid start på sæsonen, når årets udgave af Porsche Carrera Cup Scandinavia skydes i gang på svenske Anderstorp denne weekend.
Med høje ambitioner og et nyt team i ryggen stiller Gustav Krogh denne weekend til start i første afdeling af Porsche Carrera Cup Scandinavia, når det officielle Porsche-mesterskab skydes i gang på svenske Anderstorp Raceway. Efter to stærke sæsoner i den skandinaviske GT-serie håber den danske Porsche-kører nu at tage næste skridt i kampen om topplaceringerne.
2026-sæsonen markerer begyndelsen på et nyt samarbejde for Krogh, som efter to sæsoner hos Mtech Competition er skiftet til svenske M3G Motorsport. Teamet stiller med i alt tre biler i mesterskabet og bliver dermed et af de største hold i årets udgave af Porsche Carrera Cup Scandinavia.
– Jeg føler mig godt forberedt og er megaklar til sæsonstarten. Målet er at være med i den sjove ende af feltet fra start og forhåbentlig tage mit første podie på Anderstorp, som historisk har været en svær bane for mig. Sidste år kostede en niendeplads og en udgåelse dyrt i mesterskabet, så det handler først og fremmest om at komme godt igennem weekenden og score solide point. Men er farten til det, går vi selvfølgelig også efter et podie. Kvalifikationen bliver ekstra vigtig i år, da vi nu kører med ABS-bremser, hvilket forventes at presse feltet tæt sammen, siger Gustav Krogh.
Den 23-årige dansker kommer til sæsonstarten med stærke resultater i bagagen. Efter at have vundet Porsche Sprint Challenge Scandinavia i 2023 rykkede Krogh året efter op i Carrera Cup, hvor han markerede sig med podieplaceringer i sin rookiesæson. Sidste år fulgte han op med fem podier og en samlet fjerdeplads i mesterskabet.
Kvalifikationerne til årets første afdeling af Porsche Carrera Cup Scandinavia køres fredag den 8. maj, mens weekendens to sprintløb flages grønt lørdag den 9. maj klokken 11.30 og 15.20. Begge løb kan streames live på seriens officielle website.



