I dag mandag meddelte Lotus F1 Team, at de har forlænget Romain Grosjeans kontrakt, så han fortsætter et år mere hos teamet.
Romain Grosjean havde tilbage i 2009 sin debut i Formel 1, og fik kørt syv løb, men 2012 var hans første hele sæson i motorsportens bedste klasse.
– Det er fantastisk for mig at fortsætte hos Lotus i 2013. Jeg har lært en masse i min første fulde sæson i Formel 1, og mit mål er at omsætte disse erfaringer til praksis med en stærkere og mere konsistent præstation til næste år, udtalte Romain Grosjean i en pressemeddelelse.
Den 26-årige franskmand har haft en sæson i år med op- og nedture. Den hurtige kører er kommet på podiet tre gange, men oplevede også at få karantæne i et enkelt løb på grund af hans til tider hårde kørsel. Sæsonen igennem har han dog haft teammanager Eric Boulliers opbakning – også i de svære perioder.
– Romain er et stort talent, og vi er derfor glade for, at han fortsætter hos os for endnu en sæson, udtalte Lotus teamchef Eric Boullier.
Kimi Räikkonen og Romain Grosjean danner dermed også makkerpar hos Lotus i 2013.