Sebastian Gravlund sluttede på en syvendeplads på Imola efter hård kamp i tredje afdeling af European Le Mans Series.

LMP3-kører Sebastian Gravlund viste god fart under 4 Hours of Imola i Italien og sammen med Ultimate-teamet og danskerens to medkørere, brasilianske Lucas Fecury og britiske Terrence Woodward, blev der ydet en stor indsats under det fire timer lange løb. Til trods for dette, blev det ikke en realitet at overføre indsatsen til et resultat blandt toppen af feltet. 

Det har været en fantastisk oplevelse endelig at få muligheden for at køre på Imola, men desværre endte vi ikke med det løbsresultat, som vi havde forventninger om at opnå. Der er ingen tvivl om, at LMP3-klassen i European Le Mans Series er enormt tæt i år, og det kan ofte betyde, at det er de små detaljer, som kan være afgørende for resultatet,” forklarer Gravlund.

Det var Sebastian Gravlund, som stod for at køre Ultimate-bilen i mål. Han overtog, da der var en time tilbage af løbet, og havde til opgave at få det optimale ud af bilen under det afsluttende stint.

Da jeg kom i bilen, fandt jeg hurtigt en fornuftig rytme med god fart og stabile omgangstider. Jeg fik kørt et rigtig solidt stint, hvor mit niveau var på højde med de hurtigste LMP3-kørere. Det er jeg super tilfreds med, men desværre var vi tidligere i løbet uheldige med strategien, hvilket vi ikke kunne have forudset,” fortæller Sebastian Gravlund, som kørte bilen i mål på en syvendeplads.

Halvdelen af sæsonen er nu gennemført for Sebastian Gravlund og Ultimate, og der arbejdes fortsat på at udvikle og optimere for at realisere målsætninger om topresultater.

I næste måned køres fjerde afdeling af European Le Mans Series. Afdelingen finder sted på den legendariske Spa-Francorchamps-bane i Belgien, som Gravlund har yderst gode erfaringer med fra sidste års Michelin Le Mans Cup-løb, hvor han sluttede på podiet med en tredjeplads.

Foto: Arthur Chopin