Den blot 17-årige Jacob Kallestrup tager nu et forholdsvist stort spring fra kartingsporten direkte til standardvognsracing.

Kallestrup går ikke den vanlige talentvej fra karting til Formel Ford, men hopper i stedet ind i en Citroën DS3 Cup-racer.

– Jeg kan ikke gøre noget bedre for min karriere nu, end at vælge Citroën DS3 Cup. Det er en god bil med et professionelt setup og en dygtig arrangør bag serien, og samtidig har jeg valgt at satse på standardvognsrace som min karriere – og her er Citroën DS3 Cup altså det bedste valg på den danske motorsportsscene, siger Jacob Kallestrup i en pressemeddelelse.

Den unge kører får med en sponsoraftale over to år mulighed for at bruge 2013 som læreår.

– Poul Bojsen (indehaver, Bojsen Biler A/S, red.) har givet mig en to-årig aftale, så jeg kan koncentrere mig om at lære bilen og banerne at kende i år uden at tænke over hvad vi mon skal efter sæsonen. Poul er super engageret og går op i projektet, så jeg tror at vi får et par spændende år sammen, siger Kallestrup. – Det giver mig også endelig en mulighed for at have mine sponsorer med til racerløb, og jeg glæder mig meget til at kunne vise dem alle sammen hvordan en løbsweekend ser ud på indersiden af hegnet.

Løbskalenderen for 2013 er endnu ikke offentliggjort.