Den relativt unge fusionsklub Motor Sport Sønderjylland er nu klar med det jysk/fynske mesterskab i gokart. Den sidste weekend i april står klubben bag det hidtil vigtigste arrangement, når gokartbanen i Skærbæk lægger asfalt til mesterskabet.

– På gokartbanen i Skærbæk skal vi være vært for første afdeling af det jysk/fynske mesterskab i karting, og det er første gang, vi skal være det i Motor Sport Sønderjylland, siger Johnny Bertelsen, der er med i løbsledelsen.

Motor Sport Sønderjylland overtog sidste år driften af gokartbanen i Skærbæk, hvor der i sommerhalvåret drives udlejning af gokarts til turister. Men de sportslige aktiviteter er også kommet tilbage på banen. Sidste år afviklede man sammen med Als-banen turneringen Kart Cup Syd, og nu tager man skridtet opad med en afdeling af det jysk/fynske mesterskab.

– Til løbet har vi udskrevet mere end en håndfuld klasser for kørere i stort set alle aldersgrupper, siger Johnny Bertelsen.

– Størstedelen af kørerne kommer i klasserne Cadett Mini, Cadett Junior, National A Junior og Rok-klasserne, og her er de yngste helt ned til otte år. Det er nemlig alderskravet for at kunne deltage i Cadett Mini-klassen. Men der er også kørere, man kan betegne som old boys. De har måske tidligere dyrket sporten på topplan, men kan stadig lide at være med, uddyber han.