En lind strøm af triste nyheder begynder nu at tage mere positive form fra det italienske hospital, hvor Robert Kubica fortsat er indlagt efter ulykken tidligere på måneden.

En opdatering fra den læge, der behandler polakken efter det voldsomme møde med et italiensk autoværn, tyder godt for det kommende forløb.

– Jeg så ham i morges omkring 08.30. Han har det ret godt, og hans tilstand er positiv, taget i betragtning, hvad han har været igennem. Den gode nyhed er, at der ikke har været komplikationer i forbindelse med de operationer, han har været udsat for på det seneste, siger lægen, Dr. Rossello.

Den italienske læge, der har været blandt det store team, der har behandlet Lotus Renault GP-køreren, udførte indgrebet på polakkens højre hånd og har også gode nyheder i den forbindelse.

– Han kan bevæge sine finger lidt og har lidt følelse i hånden allerede. Hvad der er meget vigtigt er, at der ikke er tegn på infektion, hvilket er den største bekymring, siger Rossello videre.

Kubica er nu ude af intensiv og kan snart gå i gang med genoptræningen. Han skal blive på hospitalet i mindst to uger mere.

Foto: Andrew Ferraro/LAT Photographic