Kristian Poulsen opnåede en anden- og en tredjeplads i amatørmesterskabet til weekendens ADAC GT Masters på Lausitzring i Tyskland.
Young Driver AMR-teamet havde som vanligt Kristian Poulsen og Christoffer Nygaard i bilen.
I det første løb vandt Sven Dolenc i amatør-klassen – han førte i forvejen det mesterskab og udbyggede dermed sin føring. Poulsen kom ind som nummer tre i lørdagens løb.
Om søndagen lykkedes det Kristian Poulsen at komme et trin længere op på podiet med en andenplads. Sven Dolenc fik derimod kun fire point med sig i søndagens løb.
– Min start var ok men i løbet kunne jeg så ikke stille så meget op, da vi ikke er hurtige nok. Bilen er god, men vi har på grund af den manglende topfart ingen chance mod vores konkurrenter, udtalte Kristian Poulsen efter det første løb.
Kristian Poulsen fik i weekendens to løb halet fire point ind på Dolenc, og er nummer to i amatørmesterskabet med 199 point mod Dolenc 223 point. Der resterer to afdelinger og fire løb endnu, hvor der kan hentes point. Mesterskabet er dermed inden for Poulsens rækkevidde, men det bliver en hård kamp, da Dolenc har hele seks sejre i denne sæson.
Poulsen og Nygaard har tidligere på sæsonen taget en samlet sejr, men med weekendens placering som henholdsvis nummer 16 og 15, så lader det desværre til at flere af konkurrenterne pt. har bedre biler end de to danskere. Tidligere på sæsonen fungerede teamets regnvejrsopsætning ikke optimalt, og topfarten lader også til at være en udfordring.
Nu har teamet tre uger til at forbedre bilen til næste løb den 14. september, hvor ADAC GT Masters for anden gang i sæsonen kommer forbi Nürburgring.