Nicki Thiim klarede sig godt under sin kvalifikation, og de to andre danskere havde det svært, som de selv spåede efter træningerne.

I kvalifikationen fredag i ADAC GT Masters køres der om pladserne til begge weekendens to løb. Først er det bilernes ene kører, der sætter tiden til lørdagens løb, og efterfølgende, er det bilens anden kører, der bestemmer startplaceringen til søndagens løb.

Kristian Poulsen var i bilen hos Young Driver AMR til den første kval, og han opnåede en placering som P23. Heldigvis havde Swen Dolenc, der er Poulsens nærmeste konkurrent i amatørmesterskabet, heller ikke en god kval og blev P19.

Nicki Thiims kollega Georg Engelhardt fik kvalificeret sig som P22 lige foran bilen med de to danskere.

I anden del af kvalen opnåede Christoffer Nygaard P18, men Swen Dolenc’s teamkollega tog den generelle pole. Så der venter en svær weekend for de to danskere i jagten på mesterskabstitlen til Kristian Poulsen.

Nicki Thiim opnåede P9 i Team Kaskos Porsche – ganske imponerende, når man tager i betragtning, at han ikke før har kørt i dette teams bil.

Christian Engelhart tog pole i Porsche GT3-R i første kval, og Martin Ragginger ligeledes i Porsche tog pole i anden kval.

I morgen klokken 12:30 køres det første løb.