Den regerende mester i Formula Renault 3.5-klassen Robin Frijns chokerede ved som rookie at vinde mesterskabet i den største klasse i Worlds Series by Renault – ovenikøbet i den hårdeste sæson nogensinde i klassen.
I 2013 står der Sauber F1 Team-tester på hollænderens visitkort, og over for britiske Autosport tipper han danske Kevin Magnussen og portugisiske Antonio Felix Da Costa til at kæmpe om titlen.
– Farten, Kevin har, er imponerende. Og han går altid efter sejren. Han er i stand til at dominere løbene, siger Frijns om sin 2012-rival.
– Det er det samme med Da Costa, og han vandt en masse løb sidste år. Jeg tror ikke der vil være så mange om titlen som der var i år (2012, red.), men dem foran vil være virkeligt hurtige, og det er godt for mesterskabet, siger han videre og sender samtidig en advarsel til Magnussen, der har domineret i vintertests for sit nye team DAMS.
– Jeg kender ikke Kevin så godt, men ud fra hvad jeg så, så tager han måske for mange chancer. Du kan ikke vinde mesterskabet, hvis du altid kun går efter sejren. Sommetider skal man nøjes med andenpladsen, tredjepladsen eller endda sjette, hvis det er det, du skal. Jeg ved ikke om han lærte det i løbet af sidste år, men det må vi se, siger Frijns videre.
Da Costas planer er endnu ikke offentliggjort, men det menes at han fortsætter hos Arden Motorsport med Red Bull-opbakning.



