Over 200 af motorsportens største talenter rammer i næste weekend asfalten på Rødby Karting Ring i det første af to store internationale kartingstævner. Først Champions of the Future, som varmer op til finalen af EM i karting den følgende weekend.

Rødby Go-Kart Klub er i næste weekend vært for mere end 200 håbefulde kartingkørere, der kæmper om mesterskaber i Champions of the Future (COTF), og ugen efter i FIA European Karting Championship (EM).

Det er anden gang på tre år, at Rødby lægger asfalt til EM i karting. I 2023 var 170 kørere tilmeldt COTF og 243 til EM. Arrangementet fik ros af det internationale motorsportsforbund, FIA, såvel som tilskuere og deltagere. Derfor er klubben blevet betroet den sidste og afgørende afdeling af årets mesterskaber.

Erik Lystrup, formand for Rødby Go-Kart Klub: ”I forhold til i ’23, så er det da en opgradering, at vi får finalen. Alle var meget, meget tilfredse med det, vi havde lavet i 2023, og det bliver jo bekræftet igen, når FIA selv spørger, om de kan køre en finaleafdeling i Rødby – det kan vi jo kun være rigtig glade for, og håbe, at vi kan gøre det lige så godt.”

Gokart: Det første skridt mod Formel 1 og Le Mans

Af de hundredvis af primært internationale navne, vil flere af dem utvivlsomt være at finde på motorsportens A-liste om få år – alle Formel 1-kørere og langt de fleste af de store navne på fx Le Mans har nemlig kørt deres første omgange i karting.

Blandt danskerne på startlisten er Marco Garst og Oliver Rasmussen begge formstærke i OK-klassen, mens Niklas Vejen har vist sine evner med to flotte resultater i Portugal tidligere på året i FIA Academy Senior-klassen. DASUs træningslejr forud for EM viste desuden, at flere af de danske kørere kan udnytte hjemmebanen og måske overraske den internationale elite.

Udover Marco Garst, Oliver Rasmussen og Niklas Vejen tæller det danske line-up også Nilas Malik og Mika Rünitz samt en række danske wildcards til Rødby-afdelingen.

Attraktivt program til de frivillige

Der er udsigt til to travle weekender i Rødby – udover de 200+ kørere kommer der også hundredvis af mekanikere og op til 2000 tilskuere. Ikke mindst kommer mere end 100 frivillige fra hele landet til Rødby for at hjælpe med afviklingen af både EM og COTF. De frivillige er hjørnestenen af dansk motorsport, og derfor er det vigtigt for Mads Eielsø Hansen, Head of Event for EM i Rødby, at der bliver sørget godt for dem:

”Vi har sørget for at der er et attraktivt program for de frivillige, så vi giver lidt retur – der er både en god oplevelse, noget godt mad og drikke og gode overnatningsmuligheder. Vi har også et rigtig stærkt samarbejde med de lokale virksomheder her i Rødbyhavn samt Lolland Kommune, som synes det er sjovt at hjælpe til med sådan et arrangement.”

Der er allerede fuld fart på hos Rødby Karting Ring. Udover DASUs træningssamling for de danske kørere i slutningen af juni, er flere af de internationale navne ankommet for at træne. Mads Eielsø Hansen forventer, at cirka 120 kørere besøger banen mellem onsdag den 16. juli og lørdag den 19. juli.

Sport Event Denmark og Lolland Kommune støtter Gokart EM i Rødby.

Tidsplan for EM i Gokart:

Onsdag d. 30/7:          Kørere og hold tjekker ind.
Torsdag d. 31/7:          Træning og kørerbriefing.
Fredag d. 1/8:             Kvalifikation og kvalifikationsheats (OK/OK Junior).
Lørdag d. 2/8:             Kvalifikation og kvalifikationsheats (FIA Academy).
Søndag d. 3/8:            Superheats og finaler.

Se også:
Livestream fra EM i Rødby.
Livetiming fra EM i Rødby.

Tidsplan for Champions of the Future:

Tirsdag d. 22/7:                         Kørere og hold tjekker ind.
Onsdag d. 23/7:                         Fri træning og briefing.
Torsdag d. 24/7:                        Kvalifikation og kvalifikationsheats.
Fredag d. 25/7:                          Kvalifikationsheats.
Lørdag d. 26/7:                          Superheats og finaler.

Se også:
Detaljeret tidsplan for COTF Rødby.
Livestream fra COTF Rødby.
Livetiming fra COTF Rødby.

Se finalen af OK-klassen fra sidst EM gæstede Rødby herunder: