FIA Formula 2 Championship tester løs fra i morgen torsdag og de næste tre dage. Og mens mesterskabet og ART GP har taget afsked med det danske islæt de seneste to sæsoner, Christian Lundgaard, så står et nyt klar i kulissen.

I de kommende dage tester Frederik Vesti nemlig for sit 2021-team i Formel 3 – et team, han kørte sig til fjerdepladsen i mesterskabet med.

Det fremgår af listen over teams og kørere, der deltager de kommende tre dage ved testen på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi. Med på listen er også dette års F3-mester Dennis Hauger, der tester for suveræne Prema, mens der er enkelte andre nye navne og flere rokader ift. 2021-sæsonen.

Franske Théo Pourchaire tester igen for ART GP ved siden af Frederik Vesti.

Foto: Sebastiaan Rozendaal / Dutch Photo Agency