Som tidligere skrevet her på Racemag, så ser det atter ud som om, der igen vil blive kørt Formel 1 i Frankrig.
Tidligere på ugen bekræftede Bernie Ecclestone, at der er tegnet en aftale, og det kun er de sidste detaljer, der mangler.
Der er tegnet en femårig kontrakt, så der køres løb hvert andet år fra 2013 til 2021. Noget tyder derfor på at der er hold i rygterne om at der hvert andet år skal køres på Spa i Belgien og det andet år på Paul Ricard. Men disse rygter er endnu ikke bekræftet.
Det skal nævnes at Bernie Ecclestone var med i den gruppe af investorer, der købte banen i 1999 efter at banen i nogle år havde haft en trist økonomisk skæbne. Investorerne har årene igennem ombygget og investeret i opbygning af banen, så den lever op til flere af FIAs regulativer – herunder at kunne huse et Formel 1 løb.
Fransk motorsport er også ved at rejse sig i Formel 1 igen efter en længere periode med dødvande. I sidste weekend kom Romain Grosjean på podiet, og i Toro Rosso har debutanten Jean-Eric Vergne allerede vist gode takter og taget point. Længere nede i feltet finder man Charles Pic, som også er et stort talent, og i Formel Renault finder vi hans lillebror Arthur Pic, der spås en fremtid i Formel 1 inden for få år.