Fernando Alonso var første mand på banen i F1 2014, da første frie træning til Australiens Grand Prix blev skudt i gang torsdag nat dansk tid. Kevin Magnussen var anden kører på banen, og danskeren fik dermed sin debut i en officiel F1-session.
Det var Fernando Alonso, der endte som hurtigste mand i en session, hvor Nico Rosberg indledningsvis satte tempoet, men siden blev overgået af Alonso, Button og så Alonso igen.
Der har været store spørgsmålstegn omkring Ferraris form, men Fernando Alonso satte i hvert fald tidligt tyk streg under, at bil #14 hører til i fronten – dog som altid med det forbehold, at flere teams benyttede træningen som en testsession, heriblandt McLaren, der prøvede nye aerodynamiske dele af.
Mercedes AMG Petronas, der er blandt forhåndsfavoritterne, led et alvorligt knæk i forberedelserne, da Lewis Hamilton måtte parkere sin W05 på første omgang med olietryk-problemer, der fik motoren til at lukke ned. Nico Rosberg markerede sig herefter med fremme som ventet, men fik ikke så mange omgange som nogle af konkurrenterne.
Kevin Magnussen kørte flere stints og endte som otter i sessionen efter en tid sat tidligere. Hen mod slutningen kørte danskeren en stribe omgange og meldte sig her ind i klubben af kørere, der måtte hen over græs og grus i T1.
Jenson Button endte, opmuntrende for McLaren, som toer i sessionen foran Valtteri Bottas, der med en sen tid kørte sig ind på tredjepladsen – en plads, teamkammerat Felipe Massa havde holdt indtil da og dermed understregede Williams’ formodede storform tidligt i denne sæson.
Daniel Ricciardo var bedste Red Bull Racing-kører – hjemmebanehelten fik masser af omgange i RB10’eren og viste også tidligt farten, mens Sebastian Vettels bil stod parkeret adskilt i pitgaragen. Verdensmesteren kom dog på banen nær halvvejsmærket og endte som syver efter Rosberg.
Räikkönen og Jean-Eric Vergne runder top ti af i en session, hvor Caterham og Lotus F1 Team havde massive problemer og reelt ikke fik sat omgange.
Anden frie træning køres klokken 06.30 dansk tid.
Resultatet af første frie træning til Australiens Grand Prix 2014:
| 1 | 14 | Fernando Alonso | Ferrari | 1:31.840 | |
| 2 | 22 | Jenson Button | McLaren-Mercedes | 1:32.357 | 0.517 |
| 3 | 77 | Valtteri Bottas | Williams-Mercedes | 1:32.403 | 0.563 |
| 4 | 19 | Felipe Massa | Williams-Mercedes | 1:32.431 | 0.591 |
| 5 | 3 | Daniel Ricciardo | Red Bull Racing-Renault | 1:32.599 | 0.759 |
| 6 | 6 | Nico Rosberg | Mercedes | 1:32.604 | 0.764 |
| 7 | 1 | Sebastian Vettel | Red Bull Racing-Renault | 1:32.793 | 0.953 |
| 8 | 20 | Kevin Magnussen | McLaren-Mercedes | 1:32.847 | 1.007 |
| 9 | 7 | Kimi Räikkönen | Ferrari | 1:32.977 | 1.137 |
| 10 | 25 | Jean-Eric Vergne | STR-Renault | 1:33.446 | 1.606 |
| 11 | 27 | Nico Hulkenberg | Force India-Mercedes | 1:33.533 | 1.693 |
| 12 | 11 | Sergio Perez | Force India-Mercedes | 1:33.855 | 2.015 |
| 13 | 26 | Daniil Kvyat | STR-Renault | 1:34.272 | 2.432 |
| 14 | 21 | Esteban Gutierrez | Sauber-Ferrari | 1:35.578 | 3.738 |
| 15 | 99 | Adrian Sutil | Sauber-Ferrari | 1:36.445 | 4.605 |
| 16 | 17 | Jules Bianchi | Marussia-Ferrari | 1:40.859 | 9.019 |
| 17 | 4 | Max Chilton | Marussia-Ferrari | 1:46.922 | 15.082 |
| 18 | 9 | Marcus Ericsson | Caterham-Renault | ||
| 19 | 44 | Lewis Hamilton | Mercedes | ||
| 20 | 10 | Kamui Kobayashi | Caterham-Renault | ||
| 21 | 13 | Pastor Maldonado | Lotus-Renault | ||
| 22 | 8 | Romain Grosjean | Lotus-Renault |



