Nicki Thiim kunne søndag tage sin første sejr i Porsche Super Cup. Han førte fra start til mål til på Spa-Francorchamp i et løb der startede meget dramatisk.

Nicki Thiim startede fra pole position, og fik en rigtig god start, hvor han holdt René Rast bag sig. Længere nede i feltet var der en voldsom kollision mellem Jeroen Mul og Christian Engelhardt, hvor førstenævnte rullede rundt, og kurede flere hundrede meter på taget. Den unge hollænder slap heldigvis uden personskade.

Nicki Thiim lå fortsat i front efter en periode med gult flag. Han blev dog hårdt presset af René Rast, og Thiim så ud til at kæmpe med understyring. Den hurtige Spa-bane sled dog også hårdt på Rast’s dæk, og den hurtige sønderjyde kunne holde tyskeren bag sig de sidste omgange.

Nicki Thiim kom først over målstregen, da det ternede flag faldt, og kunne dermed tage sin første sejr i Porsche Super Cup. Et flot resultat af danskeren på den legendariske bane i Ardennerne.

– Jeg kunne forsvare mig imod Rast løbet igennem. Jeg vil takke de mennesker, der har vist mig så meget tiltro i de seneste uger, udtalte Nicki Thiim efter sejren.

I den samlede stilling indtager René Rast nu føringen foran Kévin Estre. Nicki Thiim overtager føringen blandt rookie-kørere, og rykker fra en sjetteplads op til en femteplads i den samlede stilling. Han har samlet 107 point mod René Rast’s 122 – der resterer en afdeling, som køres på Monza i næste weekend.

Resultatet af søndagens løb:

1. Nicki Thiim (DK), Hermes Attempto Racing, 26:57.559 minutes

2.René Rast (D), Lechner Racing Team, + 0.969 seconds

3. Jaap van Lagen (NL), FE Racing bei Land-Motorsport, + 2.863

4. Kévin Estre (F), Hermes Attempto Racing, + 3.675

5. Sean Edwards (GB), Konrad Motorsport, + 4.853

6. Norbert Siedler (A), VELTINS Lechner Racing, + 11.170

Den samlede stilling:

1. René Rast (D), Lechner Racing Team, 122

2. Kévin Estre (F), Hermes Attempto Racing, 121

3. Norbert Siedler (A), VELTINS Lechner Racing, 111

4. Sean Edwards (GB), Konrad Motorsport, 107

5. Nicki Thiim (D), Hermes Attempto Racing, 107

6. Michael Ammermüller (D), VELTINS Lechner Racing, 87