I denne weekend køres en afdeling af ELMS-mesterskabet på Paul Richard-banen. Danske Formula Racing vil generobre føringen i mesterskabet.
Det nordsjællandske Ferrari-team bestående af Jan Magnussen, Mikkel Mac og Johnny Laursen blev ved det seneste løb på Red Bull Ring i Østrig sat tilbage af et defekt baghjulsleje. Det håber Magnussen at kunne få revanche for i weekendens løb:
– Det var sort uheld. Mekanikerne kunne ikke have løst problemet hurtigere, end de gjorde, og sådan noget er bare svært at forberede sig på. Vi fokuserer i stedet på at finde den gode fart fra de tidligere løb og krydser fingre for, at vi har heldet med os, lyder det fra Jan Magnussen.
Formula Racing har kun 12 point op til de førende i GTC-klassen, så den stærke trio har meget at køre for.
GTE-klassen får i denne næstsidste runde af mesterskabet endnu en gang visit af Christina Nielsen, der forleden kunne fortælle danskerne om sine Le Mans-drømme på TV2. Hun kører for IMSA Performance Matmut Racing, og målet er en podieplacering, selvom Porschen ifølge Christina får svært ved at slå Ferrarierne.
– Jeg har kun omkring to timers erfaring i bilen og det er første gang jeg skal køre på Paul Ricard. Så jeg har en hel del, jeg skal indhente i forhold til mine to holdkammerater, men jeg ved fra sidste løb, at det er et super godt team, der forstår at arbejde sammen og jeg er sikker på, at de vil hjælpe mig alt det de kan, fortæller Christina Nielsen.
Også Mads Rasmussen er til start i GTC-klassen i sin Ferrari 458 Italia for AF Corse. Han kører med russeren Ilya Melnikov.



