2009-sæsonens forberedelser er nu overstået. Efter tests på henholdsvis Monza, Silverstone, Barcelona og Nürburgring er formel BMW feltet klar til sæsonens første afdeling d. 8.-10. maj på Barcelona i Spanien.

Efter begge test på Barcelona i Spanien føler den 18-årlige dansker Michael Christensen sig virkelig klar til dette års race. Han var nemlig hurtigst af alle begge gange på banen.

– Sammenlignet med sidste år, hvor det var min første sæson i formelbil, er det nu meget lettere at være med i toptiderne. Jeg arbejder virkelig godt med teamet, og vi forstår hinanden rigtig godt – og det er jo vigtigt, så vi kan give hinanden den rigtige feedback, siger en optimistisk Michael.

Det lægger op til at blive en spændende Formel BMW-sæson med hele to danskere i action. Rookien Mikkel Mac er også klar til sæsonstarten om to uger.

– Jeg håber på, at jeg kan holde mig i top 3 i rookie-mesterskabet, selvfølgelig vil jeg gå efter at vinde. Jeg forventer at få rigtig meget erfaring, som jeg så kan bruge videre i karrieren. Jeg forventer jeg udvikler mig meget som kører, men også personligt, siger Mikkel Mac til Racemag.dk