Når Formel 1-feltet i 2016 rammer Melbourne til sæsonens første løb, så bliver det noget senere end normalt. F1-ledelsen har nemlig valgt at flytte sæsonstarten, hvilket betyder, at 2016 får den seneste sæsonstart siden 1988.
Grunden til flytningen mod aprils første weekend er, at løbet således kan afholdes efter sommer/vintertidsskiftet. Det gør, at løbet skal afholdes lidt tidligere end normalt, og dermed kommer man ikke ud i problemer med mangel på lys – skulle løbets afvikling trække ud.
Ændringen af sæsonens starttidspunkt skal blandt andet ses i lyset af denne sæsons sene afslutning, men der er også tale om et forsøg på at rykke kalenderen lidt mere sammen. Altså vil det følgende Grand Prix i Kina blive kørt weekenden efter, snarere end den nuværende løsning med flere uger imellem.



