Uoverensstemmelserne som de sidste mange måneder har splitter FIA og FOTA lader nu til at være løst. Parterne er blevet enige om et kompromis, der tilgodeser begge parter.
Det er konklusionen på sagen om, det efterhånden meget omdiskuterede, budgetloft i Formel 1-feltet, som medlemmerne af FOTA var stærkt utilfredse med. Alle forsøg på forhandling havde slået fejl, og i fredags kulminerede det hele da FOTA kom med en officiel melding om at starte deres egen serie 2010.

Bernie Ecclestone, Max Mosley og Luca di Montezemolo, der er tre af de mest indflydelsesrige og magtfulde personer i sporten mødtes onsdag, og det var nogle tydeligt lettede og tilfredse personer som efterfølgende kunne møde pressen.

“Vi har aftalt at reducere omkostningerne. Der bliver kun ét Formel 1-mesterskab næste år, og det er inkl. de otte hold i FOTA. Målet er, at vi i løbet af to år vil have et udgiftsniveau som i starten af 90’erne” – sagde Mosley efter mødet.

“Uenigheder er ikke gode for sporten og slet ikke for fansene. Formel 1 er en fantastisk sport, men trænger til relancering og nytænkning for at overleve . For os var det vigtigt, at tre ting blev overholdt: At Formel 1 forblev med at være Formel 1 – og ikke en lavbudget formel klasse. At vi er fælles om at skabe rammerne, og at alle teams vil blive hørt” – sagde Ferrari-bossen.

Mosley meddelte endvidere, at han ikke genopstiller, når der er valg til præsidentembedet i FIA til oktober. Dette sker på trods af at han for få uger siden udtalte at han ikke havde planer om at trække sig tilbage. Man kan derfor umiddelbart spekulere i om det måske har været en del af aftalen, og at han alligevel er blevet tvunget ud.

Vi følger op på sagen når de nærmere detaljer i aften offentliggøres.