Efter to podieplaceringer i de seneste to grand prix’er ser Force India-teamet mod Singapore. Bybanen, der er på kalenderen for andet år i træk, er af en noget anden karakter end de seneste to højfartsbaner, der har passet særdeles godt til Force India-raceren og Mercedes-Benz-motoren. Men teamet tror på fortsat succes med de kommende opdateringer.

– Jeg håber, vi igen kan være i Q3 og køre om point. Vi har nye opdateringer på vej, der byder på modifikationer til bodywork, diffuser og frontvingen. Hver en opdatering vi har introduceret i år har virkelig været et skridt fremad, så jeg håber, at vi vil kunne holde vores seneste form. Vi ved dog også, at det vil blive hårdt, da Spa og Monza er baner med lav downforce, og Singapore kræver mere downforce, men vi har sat barren højt nu, og vi pusher på resten af sæsonen, siger teamchef Vijay Mallya.

På Monza var det Adrian Sutils tur i rampelyset, efter Giancarlo Fisichella kørte sig til en andenplads på Spa. Tyskeren er også optimistisk forud for weekendens løb, særligt med sin baggrund på bybaner.

– Banen er ret udfordrende med masser af sving og retningsskift, men den er også ret hurtig, som en blanding af Valencia og Monaco. Jeg nyder bybaner, og Singapore giver den samme følelse, så jeg ser frem til det. Sidste år havde jeg ikke et særligt godt ræs, men i år er det en meget anderledes situation. Mit mål er at være fokuseret fra start, gøre et solidt stykke arbejde i practise og kvalificere godt, da en god gridposition er meget vigtig her. Og så selvfølgelig score nogle flere point. Jeg føler, vi kan samle flere til stillingen, siger Adrian Sutil i en pressemeddelelse.

Foto: Force India