Force India fik en udviklingsmæssigt rodet sæsonstart, da man ud af tidsmangel måtte basere årets bil på forgængeren, og dermed har teamet længe arbejdet på en stor opdatering – for ikke at sige en B-Spec model af årets bil. De mange udsættelser har hindret teamet drastisk – primært fordi Force India i optakten til sæsonen havde problemer med leverandører, og samtidigt også skiftede til at bruge vindtunnelen hos Toyota Motorsport GmbH i Köln.
Senest testede Force India den nye version godt og grundigt i den to dage lange test efter det Østrigske Grand Prix, og nu siger teamchef Bob Fernley til Autosport, at bilen får debut i weekendens løb på hjemmebanen, Silverstone.

Siden løbet i Monaco er de nye dele i B-Spec pakken løbende blevet tilføjet både mekaniske og aerodynamiske elementer, og i forbindelse med testdagene på Red Bull Ring kom de sidste dele i bilen. Faktisk har det ændret så meget på Force Indias nuværende situation, at Fernley overfor det britiske magasin siger, at teamets sæson først rigtigt starter nu:

– Som jeg ser det, så er det her faktisk starten på vores sæson. Det her (det Britiske Grand Prix, red.), bliver vores første mulighed for at vise, hvad vi gerne vil levere ude på banen – og hvis det hele virker og ellers leverer os et godt resultat, så er vi meget tilfredse, siger han.

Men selv med en ny B-spec pakke til weekendens bil, så er Fernley og resten af Force India ikke færdige, afslører han:
– Vores fredagstræning bliver travl på Silverstone, for det hele skal køres sammen. Det vigtigste er, at den mekaniske side af opdateringen er klar og fungerer, siger han.
Ifølge Autosport siger Fernley også, at der er endnu en pakke klar efter sommerpausen – han forudser, at vi får den at se på SPA-Francorchamps eller Monza, hvis det hele ellers klapper i morgen til træningerne på Silverstone.