Det blev til et rigtig flot løb fra Nicki Thiims side, da han erobrede mange placeringer og sluttede som nummer syv til dagens løb i ADAC GT Masters på Nürburgring. Young Driver AMR med Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen fik også point i både det generelle klassement og mesterskabet for amatører.

Nicki Thiim startede fra P20, men fik under sit stint i første halvdel af løbet kørt bilen helt frem som nummer fem. Hans medkører Robert Renauer holdt længe en sjettepladsen, men måtte se sig overhalet af den hurtige og rutinerede Schubert BMW-kører Claudia Hürtgen. Nicki Thiim kom dermed i pointene og opnåede en syvendeplads – et flot resultat med en start fra P20.

Christoffer Nygaard startede i bilen for Young Driver AMR fra P8, og afleverede bilen efter knapt en halv time til Kristian Poulsen på P11. Han avancerede i løbet af den sidste halve time to placeringer og endte som nummer ni. Dermed var der point i det generelle mesterskab til de to danskere, og en andenplads for amatørerne til Kristian Poulsen.

Den våde bane var en udfordring for de to danskere i deres Aston Martin.

– Vi har stadig en masse arbejde at gøre i forhold til Porsche og Audi, når banen er våd, udtalte Christoffer Nygaard til Racemag efter løbet.

Føringen i mesterskabet for amatører måtte Kristian Poulsen dog se, gik til hans konkurrent Swen Dolenc, der tog sejren for amatørkørerne. Kristian Poulsen indtager dog andenpladsen samlet med 147 point, og er således kun fire point efter Swen Dolenc, der har 151 point.

Løbet blev vundet af Alpina-teamet i BMW med Dino Lunardi og Maxime Martin bag rattet, foran kfzteile24-teamet i Mercedes og René Rast i Audi på tredjepladsen. Og i øvrigt med en Porsche på fjerdepladsen, så ADAC GT Masters viser sig at være en serie med tæt kamp mellem flere mærker.