I lighed med Red Bull, har McLaren-Honda igen valgt at tage straffen for nye motorkomponenter til weekendens løb på Monza. For McLarens vedkommende er der dog ikke tale om defekter denne gang, men ganske simpelt en vurdering af, at powerbanen Monza alligevel ser ud til at blive en hård udfordring. Derfor har det hårdt prøvede team valgt Italien som et strategisk godt sted at øge antallet af tilgængelige motorer for resten af sæsonen.
De friske motorer koster Jenson Button fem pladser på søndagens grid, mens Fernando Alonso kan se frem til at ryge ti pladser tilbage, fordi han er på sin niende motorkomponent. Jenson Button brugte to niende komponenter (en turbo og en MGU-H) i Belgien, og derfor har han afviklet sin ti pladsers straf.
Til sammenligning med McLaren-Hondas motorforbrug har Mercedes AMG blot brugt to af de tilladte fire motorer.
Det seneste løb i Belgien gav da heller ikke meget håb til McLaren, der efter en rekordstor straf på sammenlagt 105 pladser heller ikke havde effekten til at gøre noget stort i løbet. Blandt andet var de væsentligt langsommere i banens speedtrap. Desværre for McLaren er Monza en lignende udfordring, hvilket Honda-chefen Yasuhisa Arai også markerer overfor Skysports:
– Monza er endnu en højfartsbane, hvilket desværre ikke passer så godt til vores pakke. Det meste af omgangen køres for fuld gas på grund af de store langsider og hurtige sving, og siden maksimal effekt og minimal vindmodstand er nøglen, ved vi, at vi har en stor udfordring foran os i weekenden.
Udover McLaren og Red Bull, kan også Scuderia Toro Rossos Carlos Sainz se frem til en straf på gridden for motorskift.



