Marco Sørensen melder klar til endnu en omgang Formula Renault 3.5. I den kommende weekend gæster serien, der også byder på Eurocup Formula Renault 2.0, Nürburgring.
Siden sin sejr på Spa-Francorchamps har Marco Sørensen haft tre uger til at forberede det kommende løb. Disse uger er gået med træning og fysiske tjek hos teamet i Prag.
– Jeg har brugt tiden på at få helt styr på fysikken. Da jeg blev ramt af sygdom i perioden, hvor vi kørte i Monaco og på Spa Francorchamps, har det været vigtigt at komme helt ovenpå før løbet på Nürburgring, lyder det fra Marco Sørensen i en pressemeddelelse.
Det nordjyske håb ser frem til løb på banen, som han tidligere har kørt på i den tyske formel 3-serie. Banen, som falder i god smag hos Marco, lægger ifølge Lotus-køreren op til godt race med hårde dueller.
– Jeg kan rigtig godt lide Nürburgring. Baneforløbet består af både de langsommere sving i første sector og de hurtige kombinationer på den midterste og sidste del af banen. Hårde nedbremsninger giver rig mulighed for overhalinger og jeg er derfor sikker på, at publikum kan se frem til et aktionpræget race, slutter han.
Weekenden startes klokken 9:50 fredag morgen, hvor den første træning køres. Første løb køres lørdag og kan ses på Eurosport 2 klokken 14.00, mens søndagens løb kan ses på Eurosport 1 klokken 13.00.
Marco Sørensen får i øvrigt ny teamkammerat, efter new zealandske Richie Stanaway er sat uden for løbsaktion efter sit crash på Spa. Brazilianske Cesar Ramos overtager rattet i den guld/sorte racer.



