Der er fra sæson 2014 etableret et nyt spændende samarbejde i dansk motorsport. Danmarks største og mest spektakulære klasse SSC er gået i samarbejde med dækkæden FirstStop. Det betyder bl.a. at SSC de næste 3 sæsoner officielt hedder FirstStop SSC. ”Med en 3-årig samarbejdsaftale med FirstStop får vi nu mulighed for at udvikle klassen yderligere, til gavn for både deltagere og publikum” fortæller en glad formand for SSC kørerforeningen Christian Siepmann.

Brian Lund, Business Development Manager for FirstStop i Danmark er ligeledes godt tilfreds med aftalen, og fortæller bl.a. om baggrunden for at gå ind i SSC: ”SSC har et rigtig spændende setup med det mest spændende race, de fedeste biler, stor entusiasme og generel bare høj kvalitet. Det matcher vores målsætning rigtig godt”. Brian Lund ligger slet ikke skjul på, at det FirstStop ønsker at få ud af samarbejdet er at blive mere kendt som en professionel dækkæde, der også udfører alt inden for autoservice.

Målt på antal værksteder er FirstStop med 44 værksteder i Danmark den næststørste kæde af dækcentre, selvom det nok ikke helt afspejles i hvor kendte de er i Danmark. På blot 20 år har FirstStop på Europæisk plan udviklet sig fra en spæd start til i dag at have ca. 2000 værksteder fordelt over 26 lande. FirstStop ejer konceptet og tilbyder det til frie og uafhængige værksteder. Driften af det enkelte værksted er fortsat hos den lokale forretningsindehaver, og netop derfor kan man som oftest også få lavet andet dæk og fælge på sin bil hos dem. FirstStop ønsker primært at levere kvalitet og service på et meget højt niveau, og selvom målet er at udvide op til 55-60 værksteder på landsplan, så kommer det til at ske i et tempo hvor man er sikker på at kvaliteten er med hele vejen.

”Vi vil ikke bare have en prik på landkortet, men en seriøs samarbejdspartner” udtaler Brian Lund
Mange forbinder helt korrekt FirstStop med Bridgestone, men selvfølgelig kan man få alle de kendte dækmærker hos dem.

Også SSC’s klasserepræsentant Lars Schönemann er begejstret for aftalen, og siger bl.a.”SSC har haft rigtig høj standard på både biler og race på banen de seneste år, og med aftalen med FirstStop har vi nu også en rigtig professionel samarbejdspartner, hvilket er til gavn for alle”

Tilskuere og fans vil med aftalen få endnu lettere ved at finde FirstStop SSC bilerne i paddocken, det er blot at gå efter FirstStop flagene, og alle i klassen glæder sig til at byde velkommen til masser af kvalitetsrace i 2014.

Foto: Brian Lund og Christian Siepmann giver her hånd på aftalen mellem FirstStop og SSC (Foto: FirstStop SSC)