Mikkel Jensen og teamkammeraterne fra Team Peugeot TotalEnergies fik, hvad de kom for, og sluttede VM-finalen på en stærk tredjeplads.

Det startede på bunden og endte i toppen for Mikkel Jensen, Jean-Éric Vergne, Nico Müller og resten af holdet bag Team Peugeot TotalEnergies, som kæmpede sig til en podieplacering i årets sidste afdeling af FIA World Endurance Championship. Den dansk-fransk-schweiziske trio startede fra en udfordrende 18. plads i det otte timer lange og brandvarme VM-løb på Bahrain International Circuit, men takket være en stædig indsats, god dækstrategi og effektivt arbejde i pitlane lykkedes det fabriksholdet at slutte på en imponerende tredjeplads.

Jensen og teamkammeraterne missede dog podieceremonien, da tredjepladsen i første omgang gik til konkurrenterne fra Porsche. Men da en af Ferrari-fabriksholdets biler kort efter løbet måtte afgive andenpladsen grundet en tidsstraf, rykkede Peugeot 9X8 #93 fra en fjerde- til en tredjeplads.

– Vi er godt tilfredse med vores løb! Vi startede bagest efter en frustrerende kvalifikation, hvor vores omgangstider blev slettet, og vi er stolte over alligevel at kunne kæmpe os helt op til en podieplacering. Jeg havde nogle gode stints, især til sidst i løbet, hvor jeg kunne holde en af Alpine-fabriksbilerne bag mig, trods den var på nyere dæk. Vores bil blev bare bedre og bedre, som mørket faldt på og temperaturen sænkede sig. En virkelig fed afslutning på en ellers hård og udfordrende VM-sæson. Kæmpe, kæmpe tak til hele holdet for deres indsats og for aldrig at give op, og ikke mindst til Nico Müller, som kørte sit sidste løb for Peugeot denne weekend, lyder det fra Mikkel Jensen.

Efter VM-finalen er 2024-kalenderen nu endegyldigt afsluttet for Mikkel Jensen, som nu kan se frem til et 2025-program, der både vil omfatte endnu en fuld sæson i FIA World Endurance Championship med Team Peugeot TotalEnergies samt deltagelse i det amerikanske sportsvognsmesterskab med TDS Racing i LMP2.

Mikkel Jensen er indplaceret i DASUs Team Danmark-trup.

Foto: Team Peugeot TotalEnergies