Ferrari truer nu med at forlade F1 i kølvandet på FIA’s beslutning om at introducere det såkaldte two-tier-reglement med to forskellige regelsæt fra 2010.
Ferraris bestyrelse holdt tirsdag møde, og herefter offentliggjorde den italienske bilproducent, at introduktionen af et sådant reglement betyder umiddelbar exit for det hæderkronede mærke.
– Ferrari vurderer, at hvis dette er regelsættet for fremtidens Formel 1, så er Ferraris grundlag for at have deltaget i Formel 1 i 60 år væk, lyder det i en pressemeddelelse fra Ferrari.
I meddelelsen langer Ferraris bestyrelse også ud efter FIA’s metoder til at træffe beslutninger. Beslutninger, hvor FIA ifølge Ferrari nægter at nå til enighed med konstruktører og teams ved at FIA bevidst tilsidesætter regelsæt, der går 25 år tilbage.
Ferrari efterlyser ens regler for alle teams, stabilitet i reglerne og en fortsættelse af FOTAs søgen efter at reducere omkostningerne. Bliver disse regler ikke efterlevet, vil Ferrari ikke tilmelde sig næste års F1-verdensmesterskab, lyder det i meddelelsen.
Læs Racemags gennemgang af krigen mellem FIA og Ferrari (og resten af F-holdene) her.