Ferrari og de to Red Bull-hold, Red Bull Racing og Toro Rosso, benægter begge at have indsendt tilmeldinger til 2010-sæsonen under de nye regler.
Fredag offentliggjorde FIA som ventet listen over de teams, der ville få adgang til at deltage i 2010-udgaven af F1-VM. På listen figurerede 13 teams, heraf fem under betingelse af accept af det omstridte, nye reglement – men disse fem tæller ikke Ferrari og Red Bull Racing samt Toro Rosso.
– Det bliver nok lidt kedeligt at gentage, at vores standpunkt stadig er det samme siden bestyrelsesmøde den 12. maj, siger teamchef Stefano Domenicali fra Scuderia Ferrari Marlboro.
– For to uger siden præsenterede vi vores betingede tilmelding, men, indtil i dag (fredag, red.) er disse betingelser ikke blevet opfyldt. Vi kan kun gentage, som tingene er nu, at vi ikke kan deltage i 2010-mesterskabet. Formel 1 behøver stabilitet, ens regler for alle deltagere og en klar og fælles ledelsesform, siger Domenicali.
Også Red Bull Racing og Toro Rosso er klar i mælet om FIA’s finte med at udsende en liste præget af misforståelser.
– I forlængelse af FIA’s offentliggørelse af tilmeldinger til Formel 1-VM 2010 vil Red Bull Racing gøre det klart, at tilmeldingen blev indleveret under betingelser, der er i overensstemmelse med alle andre FOTA-medlemmers betingelser, lyder det i en meddelelse fra teamet.
FIA har givet de øvrige teams, der under FOTAs banner har indleveret tilmelding med betingelse af regelændringer frist til 19. juni. Racemag følger udviklingen.
Foto: Paul Gilham/Getty Images