Fernando Alonso er nu Ferraris bedste kort i F1 VM efter en fjerdeplads i Kinas Grand Prix. Men var det ikke for tyvstart og en straf, kunne spanieren måske have fået langt mere ud af anstrengelserne. Alonso selv skjuler ikke sin skuffelse efter at være sluttet lige uden for podiet, 12,8 sekunder efter den vindende Jenson Button.

– Jeg lavede en seriøs fejl i starten, da mine reflekser svigtede mig og jeg kom af sted for tidligt. Det er aldrig sket før, og jeg er meget skuffet over mig selv, siger Fernando Alonso efter det turbulente løb.

– I sådan et løb kan alt ske. Vi havde fem pitstop for at skifte dæk, hvilket helt klart er sjældent. Alt i alt tog vi de rette beslutninger på den rette tid. I sådan et løb forstår man først til sidst, hvad der ville have været det bedste at gøre, da ingen på pitmuren eller i bilen har en krystalkugle.

Omkring den i denne uge meget omtalte overhaling på teamkammerat Felipe Massa siger Alonso køligt:

– Hvis han ikke var min teamkammerat, så ville der ikke være så meget snak om det, og for min del var det en normal overhaling og det vil afgjort ikke kompromittere vores forhold, siger Alonso i en pressemeddelelse fra teamet.

Foto: Scuderia Ferrari