Målet er nået i allerpositiveste forstand for arrangørerne af Bel-Ray SSC Challenge. På skrivebordet hos promotor X-Racing ligger i øjeblikket 20 tilmeldinger til klassen, og flere forventes at komme til. Promotor Erik Byrgesen har fået tilkendegivelser fra en håndfuld yderligere kørere, så feltet kan komme op på 25 biler i 2010.

Blandt forhåndstilmeldingerne er nye ansigter og gamle kendinge. Michael Klostermann kommer med sin BMW E46 GTR 2,5. Klostermann har efter sigende fået has på de motorproblemer, der har været kendetegnende for de seneste to sæsoner.

Jens Ole Mathisen forventes også at komme til start i en BMW E90 4,0. Den tidligere DTC-racer skal have en V8-motor med omkring 400 hk. Han får selskab af Renault Clio Cup-mester Claus Christensen, der kommer med en Porsche 997 GT3, et sikkert værktøj i kampen om trofæerne.

Også en anden Porsche er på vej, nemlig Kristian Christensen, der kommer med den ombyggede Porsche 911 GT1. Bilen besidder banerekorden på Ring Djursland, så dens potentiale er allerede kendt.

Promotoren offentliggør løbende nye tilmeldinger på sin hjemmeside – de kan følges her (åbner nyt vindue).

Foto: Gripping Media