Denne weekend går det løs med den europæiske del af F1-sæsonen 2010. Når teamsene rammer Circuit de Catalunya til første træning fredag formiddag, så vil det traditionen tro være med en række opdateringer.

Mens kørerne har kørt de oversøiske løb, der indleder sæsonen, har fabrikkerne i Europa knoklet på med opdateringer til det spanske grand prix. Det betyder, at fotografernes linser vil være rettet mod blandt andet de såkaldte F-ducts, som forventes at blive introduceret på flere teams i kølvandet på McLaren Mercedes’ opfindelse.

Til weekenden melder vejrudsigterne indtil nu om regn både lørdag og søndag, hvilket igen kan betyde et F1-felt, der er vendt op og ned, når det ternede flag vejres.

Sådan gik det i 2009

I 2009 var det Jenson Button, der tog sin fjerde sejr i sæsonen ved at snyde teamkammerat Rubens Barrichello med en anden pitstrategi, end den teamet angiveligt havde aftalt på strategimøderne. Det bragte frustrationerne op hos den brasilianske veteran, der ellers var rigtig godt kørende på banen i Montmeló.

Den taktiske genistreg kunne dog ikke overskygge den ballade, der herskede i dagene omkring det spanske GP sidste år. Tonerne var skarpe i kølvandet på Mosleys udmeldinger om to reglementer i F1, og flere af de store teams stod klar til at forlade F1 og oprette et nyt mesterskab.

I weekenden er det heldigvis mere det sportslige end det politiske, der er i fokus, når Button skal forsvare sin VM-føring og Red Bull og Ferrari skal indhente det tabte.

Se tidstabel, links og tv-tider her!

Foto: Brawn GP